Solen skinnede på TV 2s nye krimiserie

De to hovedroller i TV 2s nye krimiserie spilles af Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. Yderst til venstre ses Jesper Asholt, der også spiller med. (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)

De to hovedroller i TV 2s nye krimiserie spilles af Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. Yderst til venstre ses Jesper Asholt, der også spiller med. (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)


Der er fuld gang i optagelserne til 'Hvide Sande' - og masser af andre fiktionsserier på TV 2. 

Siden slutningen af juni har et stort hold skuespillere og produktionsfolk haft base i Hvide Sande, som lægger både navn og location til TV 2s nye krimiserie, der får premiere i 2021.
I denne uge blev der skruet godt op for solen og varmen, og det var helt perfekt, da en af scenerne, der skulle optages, var den årlige havnefest - eller 'Æ Hawfest', som det hedder ude vestpå. Her var op mod 200 lokale statister mødt op til fest i teltet.

Førstegangsbekendtskab med feriebyen

Lokale medier og samarbejdspartnere fik lejlighed til at følge dagens optagelser, der blandt andet bød på linedance for de to hovedskuespillere, Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. De spiller hhv. den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare et mord. Desuden medvirker andre store danske navne som Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen og flere andre.

For både Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund har det været et førstegangsbekendtskab med feriebyen mod vest, hvor de i øvrigt har følt sig meget velkomne - og de var vældig tilfredse med, at solen nu var med dem. De første uger havde nemlig budt på en del vind og regn, så nu kunne de 'sænke skuldrene', som Marie Bach Hansen udtrykte det med et smil.

Carsten Bjørnlund spiller den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas i krimiserien ’Hvide Sande’. (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)

Carsten Bjørnlund spiller den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas i krimiserien ’Hvide Sande’. (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)

Krimi med et kærlighedstvist

Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og de har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene rigtig godt at kende. Forfatterne var også med ved mandagens optagelser, og Anders Klarlund var ikke bange for at udstede en underholdningsgaranti:

- Det er en historie om et undercoverpar, der skal opklare et mord på en ung, tysk surfer. Man kan kalde det en krimi med et kærlighedstvist. Og jeg tør godt love, at man ikke kommer til at kede sig som seer.

Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og de har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene rigtig godt at kende. (Foto: TV 2)

Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og de har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene rigtig godt at kende. (Foto: TV 2)

'Hvide Sande' produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- og TV Fond og Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, og serien er på nuværende tidspunkt allerede solgt til flere lande, blandt andet Norge, Sverige og Finland.


Masser af ny dansk fiktion på TV 2 PLAY og TV 2s kanaler

Udover 'Hvide Sande' er der fuld gang i flere fiktionsserier på TV 2 for tiden: Lige nu optages sæson 8 af 'Badehotellet' til TV 2, sæson 3 og 4 af 'Sygeplejeskolen' og sæson 2 af 'Sommerdahl' til TV 2 CHARLIE, og allerede på søndag 16. august er der premiere på den nye krimiserie af Avaz-brødrene 'Alfa' på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Senere på efteråret er der premiere på Tobias Lindholms serie 'Efterforskningen' på TV 2 og TV 2 PLAY, og seneste nyt på fiktionsfronten er Thomas Vinterbergs første tv-serie 'Familier som vores' til TV 2, som forventes at gå i optagelse i ultimo 2021 eller primo 2022.

Seneste nyt

06. oktober 2021

Kvægtorvet byder indenfor til ny event, der skal sikre flere kvinder i IT- og techjobs

Link til Kvægtorvet byder indenfor til ny event, der skal sikre flere kvinder i IT- og techjobs
06. oktober 2021

TV 2 og Berlingske hædres ved den første uddeling af Danmarks Åbenhedspris

Link til TV 2 og Berlingske hædres ved den første uddeling af Danmarks Åbenhedspris
05. oktober 2021

TV 2 udnævner kommerciel direktør - med digitalt ansvar

Link til TV 2 udnævner kommerciel direktør - med digitalt ansvar

Billede {0} af {1}