Vestkysten danner rammen om
TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'

Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen spiller de to hovedroller i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen spiller de to hovedroller i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Succesfuldt forfatterpar står bag serien, som har stærke danske navne i hovedrollerne.

Optagelserne til TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande' er netop gået i gang i byen på den jyske vestkyst og fortsætter til hen på efteråret, og serien, der bliver på otte afsnit, forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2021.

'Hvide Sande' handler om den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare mordet på en ung, tysk surfer. 

En slange i paradis

Der er en slange i paradis. Mordet på den unge tyske surfer, Sebastian, har rystet lokalsamfundet i turistparadiset Hvide Sande - byen, som er kendt for Vesterhavets fantastiske strande, bølgerne, klitterne, iskioskerne, lyden af klipklapperne på hovedgaden, når der skal hentes kul til grillen eller vin til solnedgangen. Et år efter mordet står opklaringen stadig i stampe, og derfor tilkaldes Helene og Thomas, der udadtil skal leve som et par, der har søgt mod det stille liv væk fra storbyen. Men i virkeligheden skal de løse et mysterium, som viser sig at stikke dybere, end nogen af dem havde troet. Og så er det ikke helt let at lade som om, man er gift, når man aldrig har prøvet det før.

De to hovedroller spilles af stærke kræfter, der tidligere har været med i tv-serier med stor international succes, nemlig Marie Bach Hansen ('Arvingerne', 'Borgen') og Carsten Bjørnlund ('Rita', 'Arvingerne', 'Liberty').

Desuden medvirker andre store danske navne som Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix, Bjarne Henriksen og flere andre.


Succesfuldt forfatterpar

- 'Hvide Sande' er en spændende krimiserie, som i høj grad også handler om relationer mellem mennesker. Det er en utroligt velskrevet serie, hvor forfatterne virkelig har gravet sig ned i miljøet og skrevet med stort engagement, og så giver det altid en ekstra dimension til en serie, at den er filmet on location. Med den rå og smukke danske vestkyst som setting, et rigtig stærkt cast og en krimihistorie fra to så anerkendte forfattere er det en serie, vi glæder os rigtig meget til at præsentere, siger Pernille Bech Christensen, TV 2s executive producer på 'Hvide Sande'.

'Hvide Sande' er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der har haft stor succes med deres krimiromaner både nationalt og internationalt.

TV 2s executive producer på 'Hvide Sande', Pernille Bech Christensen. (Foto: Mike Kolöffel / TV 2)

TV 2s executive producer på 'Hvide Sande', Pernille Bech Christensen. (Foto: Mike Kolöffel / TV 2)

Byens sjæl og unikke tone

Anders Rønnow Klarlund, som er seriens hovedforfatter, har i flere omgange boet i Hvide Sande sammen Jacob Weinreich. Det har især handlet om at lære byen og området rigtig godt at kende. Byens indbyggere, naturen, Vesterhavet, sommerhusområderne, fiskeriet – alt det, der gør Hvide Sande til noget helt særligt.

- Vi ledte efter byens og områdets puls – efter Hvide Sandes sjæl og unikke tone. Plottet og karaktererne voksede frem i mødet med byen, så man kan næsten sige, at byen har skabt serien. Ambitionen med 'Hvide Sande' er at skabe en romantisk, spændende, varm og humoristisk tv-serie, der yder byen fuld retfærdighed, siger Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.

De har arbejdet tæt sammen i mange år og udgivet tolv romaner under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg. Denne gang har samarbejdet være lidt anderledes, da historien er udviklet i fællesskab, men det er er Anders Rønnow Klarlund, som har ført pennen.

- Manuskriptskrivning er en anden øvelse end romaner, men der er selvfølgelig også ligheder, ikke mindst kærligheden til den gode og vedkommende fortælling, siger forfatterparret.


Samarbejde med kommune og lokale aktører

Det århusianske produktionsselskab, Deluca Film, producerer 'Hvide Sande', og direktør Morten Rasmussen siger:

- Normalt starter vi med at udvikle historie og karakterer for dernæst at finde locations, der passer til fortælling og univers. Denne gang var det omvendt. Ringkøbing-Skjern Kommune var en del af ’Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017’, og i den forbindelse inviterede man danske og tyske produktionsselskaber og forfatter-teams til Hvide Sande med den bundne opgave at skabe en fiktionsserie med udgangspunkt i områdets natur, kultur og befolkning. Den Vestdanske Filmpulje og Filmby Aarhus bakkede op om udviklingen, og med Kazinski ved tasterne er det lykkedes at skabe et stærkt fundament for en original, international serie med lokal forankring. Vi lægger stor vægt på at kunne fortælle historier fra egne af landet, hvor man ikke så tit får besøg af et filmhold, og vi bliver altid mødt af stor hjælpsomhed, involvering og engagement fra lokale myndigheder, erhvervsliv og borgere, siger Morten Rasmussen.

- I forhold til 'Hvide Sande' har Ringkøbing-Skjern Kommune således sammen med en række lokale aktører og turistsammenslutninger formået at bidrage til en del af seriens finansiering, hvilket har været af afgørende betydning for bl.a. at kunne dække ekstraomkostninger ved at flytte skuespillere og filmhold til Hvide Sande i fire-fem måneder, tilføjer direktøren for Deluca Film.


TV 2-serier fra hele landet

TV 2 har tidligere med stor succes vist tv-serier optaget rundt om i Danmark, blandt andet 'Dicte' om journalisten i Aarhus, 'Norskov', der foregik i Frederikshavn, og senest TV 2 CHARLIE-serien 'Sommerdahl', som er optaget on location i Helsingør.
Seriens konceptuerende instruktør er Tilde Harkamp, der tidligere har lavet tv-serier som 'Friheden', ’Den anden verden' og 'Lærkevej' samt filmene 'Jagtsæson' og 'Iqbal og den hemmelige opskrift'.

'Hvide Sande' produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- og TV Fond og Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, og serien er på nuværende tidspunkt allerede solgt til flere lande, blandt andet Norge (NRK), Sverige (TV 4/CMore) og Finland (YLE).

'Hvide Sande' har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2021.

 

Billede {0} af {1}