'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør

André Babikian i rollen som Flemming Torp, Laura Drasbæk som Marianne Sommerdahl og Peter Mygind spiller Dan Sommerdahl i CHARLIE-krimien 'Sommerdahl'. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

André Babikian i rollen som Flemming Torp, Laura Drasbæk som Marianne Sommerdahl og Peter Mygind spiller Dan Sommerdahl i CHARLIE-krimien 'Sommerdahl'. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

Peter Mygind, Laura Drasbæk, André Babikian og resten af 'Sommerdahl'-holdet er tilbage i Helsingør, hvor de torsdag 2. juli startede optagelser til anden sæson af den danske krimiserie til TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY.

Torsdag 2. juli gik optagelserne i gang til anden sæson af krimiserien 'Sommerdahl', hvor Peter Mygind spiller rollen som efterforsker Dan Sommerdahl. Sommerdahl og resten af politienheden rykker ud til nye kriminalsager i Helsingør, mens uroen fortsat lurer mellem Dan og hans kone, chefkriminaltekniker Marianne Sommerdahl, spillet af Laura Drasbæk.

Dan og Marianne er flyttet fra hinanden, men fortsætter alligevel samarbejdet på politistationen. Dans bedste ven og makker, Flemming Torp, står akut og mangler et sted at bo og flytter derfor ind i Mariannes anneks, hvilket kun skaber yderligere spændinger mellem trekløveret.

Endelig tilbage

I anden sæson af 'Sommerdahl' kan seerne glæde sig til et gensyn med skuespillerne Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian samt det faste politihold bestående af Lotte Andersen, Peter Gantzler, Mathias Käki Jørgensen og Diêm Camille Gbogou. Derudover får serien selskab af gæsteoptrædener fra bandmedlemmerne fra Magtens Korridorer samt Therese Glahn, Andrea Vagn Jensen, Caspar Phillipson, Maria Erwolter, Lars Hjortshøj m.fl.

Skuespiller Peter Mygind er meget begejstret for alle de nye skuespillere, han skal spille sammen med, og han har set frem til at komme i gang med optagelserne:

- Jeg har glædet mig helt vildt. Vores hovedforfatter, Lolita, har haft tid til at pudse og finskrive anden sæson, og Carsten Myllerup, vores instruktør, har haft tid til at finde de bedste skuespillere, som skal spille med i den nye sæson, fortæller Peter Mygind, der også er begejstret for at vende tilbage til Helsingør.

Peter Mygind i rollen som Dan Sommerdahl i den danske krimiserie 'Sommerdahl'. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

- Jeg er blevet endnu gladere for Helsingør, end jeg var i forvejen. Der er så mange smukke steder, jeg har lært at kende, og så er helsingoranerne de sødeste mennesker. Der bliver hilst og vinket mange gange, og det glæder jeg mig til at opleve igen, siger Peter Mygind.

'Sommerdahl' er skrevet af manuskriptforfatter Lolita Bellstar frit efter Anne Grues krimiserie om den skaldede detektiv. Anden sæson er instrueret af Carsten Myllerup og produceret af Sequoia med producent Janni Helleskov i spidsen.

Billede {0} af {1}