Der er fuld gang i optagelserne til 'Hvide Sande' - og masser af andre fiktionsserier på TV 2.
Siden slutningen af juni har et stort hold skuespillere og produktionsfolk haft base i Hvide Sande, som lægger både navn og location til TV 2s nye krimiserie, der får premiere i 2021.
I denne uge blev der skruet godt op for solen og varmen, og det var helt perfekt, da en af scenerne, der skulle optages, var den årlige havnefest - eller 'Æ Hawfest', som det hedder ude vestpå. Her var op mod 200 lokale statister mødt op til fest i teltet.
Lokale medier og samarbejdspartnere fik lejlighed til at følge dagens optagelser, der blandt andet bød på linedance for de to hovedskuespillere, Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. De spiller hhv. den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare et mord. Desuden medvirker andre store danske navne som Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen og flere andre.
For både Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund har det været et førstegangsbekendtskab med feriebyen mod vest, hvor de i øvrigt har følt sig meget velkomne - og de var vældig tilfredse med, at solen nu var med dem. De første uger havde nemlig budt på en del vind og regn, så nu kunne de 'sænke skuldrene', som Marie Bach Hansen udtrykte det med et smil.
Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og de har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene rigtig godt at kende. Forfatterne var også med ved mandagens optagelser, og Anders Klarlund var ikke bange for at udstede en underholdningsgaranti:
- Det er en historie om et undercoverpar, der skal opklare et mord på en ung, tysk surfer. Man kan kalde det en krimi med et kærlighedstvist. Og jeg tør godt love, at man ikke kommer til at kede sig som seer.
'Hvide Sande' produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- og TV Fond og Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, og serien er på nuværende tidspunkt allerede solgt til flere lande, blandt andet Norge, Sverige og Finland.
Udover 'Hvide Sande' er der fuld gang i flere fiktionsserier på TV 2 for tiden: Lige nu optages sæson 8 af 'Badehotellet' til TV 2, sæson 3 og 4 af 'Sygeplejeskolen' og sæson 2 af 'Sommerdahl' til TV 2 CHARLIE, og allerede på søndag 16. august er der premiere på den nye krimiserie af Avaz-brødrene 'Alfa' på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.
Senere på efteråret er der premiere på Tobias Lindholms serie 'Efterforskningen' på TV 2 og TV 2 PLAY, og seneste nyt på fiktionsfronten er Thomas Vinterbergs første tv-serie 'Familier som vores' til TV 2, som forventes at gå i optagelse i ultimo 2021 eller primo 2022.