Badehotellet X - 2024
Den populære serie runder af med flot finalesæson.
Premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag 3. marts
Lille hotel, hvad nu?
Sommeren 1946 tegner på alle måder lovende. Besættelsestiden er så godt som glemt. Nu er vi atter herre i eget hus, og ingen udefra skal mere komme og bestemme over os.
Gæsterne strømmer da også til det lille paradis, hvor der i år endda er en gammel kending i køkkenet samt to nye stuepiger til at varte op.
Premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag 3. marts.
Dansk-amerikaner flytter ind
At hotellets værtinde har barn med en tysk officer, er stadig en hemmelighed, men heldigvis er alle vanen tro mest optagede af deres egne vigtige gøremål. Om det så er forbudte møder i sommernatten eller nye drømme om ære og berømmelse.
Eller planer om den store gevinst efter mødet med en hovedrig dansk-amerikaner, der flytter ind på hotellet. Han har ikke været hjemme i fædrelandet i 33 år og mødes af varme fra alle sider. Den amerikanske velstand efter krigen er svært tillokkende. Kunne man mon få del i den?
En dramatisk sæson i hotellets historie
Men det er ikke alle, der så grundigt har glemt krigen. I Nürnberg kører en proces mod de øverste nazister, og på hotellet og i den nærmeste omegn er der også opgør, der skal tages. For enkelte af den slags, hvor man kigger indad og forsøger at forsone sig med de valg, man selv traf dengang.
Det er dog undtagelsen, for langt de fleste er jo kommet for at holde ferie! Og som sagt tegner sommeren på alle måder lovende.
Ja, intet tyder ved sæsonens start på, at den skal blive den mest dramatiske i hotellets historie. Og at der indtræffer en række begivenheder, der pludselig truer selve det lille hotels fremtid.
Der er premiere på den nye sæson søndag 3. marts på TV 2 og TV 2 Play.