TV 2 og Aarhus klar til fodboldfest

Til fodboldfesten bygger TV 2 et EM-studie i parken mellem Musikhuset, ARoS og rådhuset i Aarhus, hvorfra alle studieprogrammer og sportsudsendelser sendes. (Foto: TV 2)

Til fodboldfesten bygger TV 2 et EM-studie i parken mellem Musikhuset, ARoS og rådhuset i Aarhus, hvorfra alle studieprogrammer og sportsudsendelser sendes. (Foto: TV 2)

01. juni 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra 10. juni er der EM i fodbold 2016 på TV 2, og i den anledning inviterer TV 2 og Aarhus til kæmpe folkefest for alle fodboldelskere.

Fra 10. juni til 10. juli er der EM i fodbold 2016 på TV 2, hvor Europas bedste nationer skal dyste om EM-guldet. EM spilles i Frankrig, men den danske fanfest holdes i Musikhusparken i Aarhus.

- Vi benytter lejligheden til at komme ud blandt de mange danske fodboldelskere og flytter vores EM-dækning til Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune og Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017, der sammen med vores øvrige samarbejdspartnere er klar til at invitere til fodboldfest. For os er det en oplagt anledning til at komme ud i landet og møde vores seere og brugere, og så er det en stærk forlængelse af EM-begivenheden på tv og web og en god ramme for seerne hjemme i stuen, når vi sender fra fodboldfesten i Aarhus, siger chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber, Jacob Fischer-Nielsen.

EM-studie og masser af aktiviteter
Til fodboldfesten bygger TV 2 et EM-studie i parken mellem Musikhuset, ARoS og rådhuset i Aarhus, hvorfra alle studieprogrammer og sportsudsendelser sendes.

I forbindelse med studiet bliver der indrettet et område med en lang række aktiviteter. Aktiviteterne på pladsen er åbne alle dage i perioden kl. 13 – 21, alle er velkomne og der er gratis entré. Blandt aktiviteterne er bl.a. Carlsberg Fan Van, KIAs bil- og bold-zone, Tip en 13’er, streetball, panna-bane, streetart, Danmarks største bordfodboldspil, photo booth, målvæg, bumper ball-bane, madboder, samt bar- og caféområder.

Desuden bliver der stillet tre storskærme op, hvor alle EM-kampe bliver vist. Festen skydes i gang med den spændende åbningskamp 10. juni klokken 21 på Stade de France i Paris mellem Frankrig og Rumænien.

I Musikhusparken vil fodboldfans få en unik mulighed for at komme helt tæt på TV 2s produktionshold og møde de TV 2-medarbejdere og eksperter, der dækker den store begivenhed med masser af passion og faglighed. Der vil være mulighed for at få en god fodboldsnak på pladsen, hvor Morten Ankerdal og TV 2s eksperter diskuterer fodbold og tager imod spørgsmål fra publikum.

TV 2 Fan: Vind en VIP-tur til EM
I forbindelse med EM i fodbold udvider TV 2 også fanoplevelsen på de digitale platforme med TV 2 Fan, hvor seerne kan deltage i FAN-quizzen, stemme på Man of the Match og sende spørgsmål ind til TV 2s værter og eksperter. Blandt præmierne er en VIP-tur med Carlsberg til UEFA EURO 2016. TV 2 Fan går i luften med EM-temaet 10. juni.

Læs mere om den store sportssommer på TV 2 her.

Billede {0} af {1}