TV 2 fejrer Ulla Terkelsens 80-årsfødselsdag med portrætprogram

02. maj 2024
Af: Jacob Panum, PR-konsulent
Sammen med Rasmus Tantholdt ser Ulla Terkelsen tilbage på sit liv og lange karriere i portrætprogrammet '80 år som Ulla Terkelsen', som får premiere på hendes fødselsdag onsdag 15. maj på TV 2 og TV 2 Play.

Dansk journalistiks ukronede dronning Ulla Terkelsen har i over 60 år rapporteret fra verdens krigszoner, præsidentvalg og kongelige begivenheder - og hun har ingen planer om at stoppe.

- Hvis man interesserer sig for verden, så er der da ingen grund til at holde sig tilbage, og ikke tage ud og se på den. Og fortælle historier om den, siger Ulla Terkelsen i det nye portrætprogram om sig selv.

Ulla Terkelsen er på alle måder hovedperson i sit eget liv og har altid stræbt efter at leve et interessant liv, fortæller hun til Rasmus Tantholdt, som møder hende i London for at finde ud af, hvordan Ulla er blevet Ulla?

- Det er et liv, hvor man ikke spilder tiden og laver noget ligegyldigt, siger Ulla Terkelsen og fortsætter:

- Det er egentlig mærkeligt, at jeg bliver 80 år, for jeg har levet meget usundt. Jeg har ikke sovet ret meget, jeg har jaget rundt, jeg har ikke hvilet mig, jeg har aldrig dyrket sport eller morgengymnastik. Men jeg har altid forsøgt at have kvalitetstid. Og det, tror jeg, gør, at man måske lever lidt længere.

Journalistik er en drift

Mens Ulla Terkelsen og Rasmus Tantholdt færdes rundt i London, hvor hun har boet og arbejdet en del af sit liv, fortæller hun, at hun egentlig blev journalist ved en tilfældighed. Alligevel falder det hende ganske naturligt, at hun blev journalist og korrespondent, da hun kommer fra en meget talende familie og altid sætter sig ind i de emner, hun taler om. 

- Derfor faldt det mig naturligt at tale frit for leveren. Jeg ser det, jeg laver, som en forlængelse af den, som jeg er som person.

- Jeg har været så heldig, at jeg har fået et erhverv, et fag, som passer til mig. Og i mit tilfælde er det ikke en pligt og en nødvendighed. Det er en drift eller et behov for at vide, hvad der foregår og fortælle om det, siger Ulla Terkelsen.

Links

Billede {0} af {1}