![Kong Frederik 10. og dronning Mary 14. januar 2024 (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix / TV 2)](/media/xbtbctdx/4d429cb4-9576-4e4e-bfc0-fc92247be1d6-w_1024_h_680.jpg?anchor=center&mode=crop&width=530&height=265&rnd=133665507031600000&quality=30)
Kong Frederik 10. og dronning Mary 14. januar 2024 (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix / TV 2)
Årets første kvartal er typisk kendetegnet ved højt forbrug af streaming, blandt andet fordi sport og stærke fiktions- og underholdningsprogrammer samler danskerne om skærmene i de mørke vintermåneder. Det gør sig i høj grad også gældende i første kvartal i år, hvor danskernes forbrug af streaming stiger til det højeste niveau siden målingen af streamingforbrug via Nielsen Seerundersøgelsen begyndte i 2022. Med hele 85 daglige minutter per dansker i gennemsnit er forbruget i første kvartal otte daglige minutter svarende til 10 procent højere end det gennemsnitlige daglige forbrug i første kvartal sidste år. Alle tre måneder i årets første kvartal ligger et pænt stykke over tilsvarende måned sidste år.
- Stigningen i streamingforbruget i årets første kvartal finder vi blandt andet hos broadcasternes streamingtjenester, nærmere bestemt TV 2 Play og DRTV, som tilsammen vokser med gennemsnitlige fem daglige minutter per dansker i forhold til første kvartal sidste år. Stigningen er størst i januar, hvor EM i herrehåndbold på TV 2 Play samt dronningens abdicering og det efterfølgende tronskifte i januar ledte til rekorder i forbruget på DRTV og TV 2 Play, siger Head of Market & Audience Insight på TV 2 Sofie Bruun.
Se tallene og læs mere i rapporten 'Streaming i Danmark' her.