Oscar-vært og i moderens fodspor

Uddelingen af Oscar-statuetter foregår i Los Angeles natten mellem søndag 26. februar og mandag 27. februar 2017 dansk tid. Hele uddelingen kan følges direkte på TV 2. (Foto: A.M.P.A.S. / TV 2)

Michèle Bellaiche er vært for TV 2s Oscar-dækning natten mellem søndag 26. februar og mandag 27. februar.

Når TV 2 varmer op til og transmitterer verdens største filmbegivenhed, Oscar-uddelingen, er det for første gang med Michèle Bellaiche som vært for showet, der kan følges natten mellem søndag 26. februar og mandag 27. februar.

Og med en mor, som har arbejdet i filmbranchen i mere end 40 år, glæder hun sig meget til værtsopgaven i TV 2s studie i København, hvor hun er i selskab med modeeksperterne Jesper Høvring og Uffe Buchard samt filmeksperterne Søren Frellesen, Ann Lind Andersen og skuespiller Ellen Hillingsøe.

- Jeg har altid interesseret mig for film, og jeg føler jo næsten, at jeg har fået Oscar-showet ind med modermælken, fordi min mor gennem sine mange år i filmbranchen har gået op ad den røde løber til Oscar-showet i Hollywood hele tre gange, siger Michèle Bellaiche og fortsætter:

- Jeg ser i den grad frem til at være vært på Oscar-natten sammen med et sjovt og kompetent hold. Jeg ser særligt frem til reaktionerne fra vinderne af hovedpriserne og ikke mindst takketalerne, som jeg gætter på bliver med lidt mere politisk indhold, end vi er vant til at se, nu hvor Trump er tiltrådt som præsident.

TV 2s Oscar-vært, Michèle Bellaiche. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Flere danske vinderchancer
Når Oscar-priserne uddeles, har Danmark flere chancer for at vinde. Blandt de nominerede er den danske spillefilm ’Under sandet’ (i kategorien bedste udenlandske film), den danske kortfilm ’Silent Nights’ og den amerikansk/danske skuespiller Viggo Mortensen i kategorien bedste mandlige hovedrolle (i filmen ’Captain Fantastic’).

- For mig vil de særlige Oscar-øjeblikke altid være de gange, Danmark har vundet, og i år har vi hele to chancer. Så jeg er allerede begyndt at krydse fingre for begge holdene bag spillefilmen og kortfilmen - og selvfølgelig for Viggo Mortensen, som jeg også betragter som dansker, siger Michèle Bellaiche med et smil.

Du kan læse mere om Oscar-aftenen på TV 2 i næste uges TV 2 Medienyt.