Rasmus Tantholdt vinder Publicistprisen 2022

Rasmus Tantholdt modtager prisen på scenen (Foto: Heine Pedersen  / TV 2)

Rasmus Tantholdt modtager prisen på scenen (Foto: Heine Pedersen / TV 2)

TV 2s udenrigskorrespondent vinder årets Publicistpris for sin dækning af krigen i Ukraine og for indsatsen som TV 2 Nyhedernes udsendte i krigsområder i hele verden.

Fredag 20. maj 2022 blev årets Publicistpris uddelt ved den store Publicistfest i Pressen, JP/Politikens Hus. Her blev det TV 2s erfarne udenrigskorrespondent, Rasmus Tantholdt, der modtog den fine pris for sin dækning af krigen i Ukraine.

I nomineringen af Rasmus Tantholdt stod der blandt andet:

“Ruslands krig mod Ukraine er dette års, dette årtis og nok vor tids største historie. Og Rasmus Tantholdt var den eneste danske journalist i Kiev fra krigens begyndelse. Selvfølgelig fristes man til at sige, for med næste 20 år som krigskorrespondent har Rasmus i hele sin karriere haft en enestående evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Tantholdts evne til at agere i felten, til at samarbejde med dygtige kolleger, fixere og fotografer, gør ham til ekspert i faldskærmsgenren. Han er ikke ekspert i Ukraine, Irak, Afghanistan, Hong Kong eller Syrien, men han bliver det meget hurtigt, når han kaster sit talent ind i historierne. Hans unikke evne er altid at få de menneskelige perspektiver med i sine fortællinger. Han er til stede i alt, hvad han dækker, han har sat nye standarder for dækningen af krig i dansk TV og journalistik. Han er en publicist i verdensklasse og naturligvis nomineret til årets publicistpris”

Det var en glad og stolt Rasmus Tantholdt, der modtog prisen:

- Denne pris vil jeg gerne dedikere til min fantastiske arbejdsplads TV 2, hvor jeg har været, lige siden jeg blev uddannet. Det er her, jeg er blevet formet som journalist, og kun med mine altid dedikerede og vidunderlige kollegaer i ryggen er jeg nået hertil, hvor jeg med stor stolthed nu modtager Publicistprisen, siger Rasmus Tantholdt.

Det var også en glad og stolt nyhedsdirektør på TV 2, der overværede aftenens prisuddeling:

- Jeg er enormt stolt og glad på Rasmus’ og TV 2s vegne, og herfra skal der lyde et kæmpestort og velfortjent tillykke! Rasmus Tantholdt og fotograf Simon Borg var med i Ukraine fra krigens begyndelse, og deres gribende reportager om krigens mange konsekvenser er med til at gøre os alle klogere på den nye verden, vi har befundet os i siden 24. februar. Der er ingen tvivl om Rasmus’ publicistiske hjerte, når man følger hans dækning fra verdens mange brændpunkter, og hvis nogen fortjener Publicistprisen, er det ham, siger Ulla Pors.

Ud over Rasmus Tantholdt var Jens Andersen og Jesper Tynell også nomineret til årets Publicistpris. Se de tre nomineringer her:

Tre stærke navne kæmper om årets Publicistpris – Publicistklubben

Ud over hovedprisen var TV 2s hold bag ’Operation X’-programmet om gældssagen i Danske Bank sammen med Berlingske Tidende nomineret til årets dokumentarpris. Se de nominerede til Dokumentarprisen og Rebelprisen her:

De nominerede til årets Publicistpriser er – Publicistklubben

 

Seneste nyt

Lebron James Fra Los Angeles Lakers. Foto Jayne Kamin Oncea Ritzau Scanpix
04. oktober 2022

Slam! TV 2 sikrer sig rettighederne til fortsat at vise NBA i de kommende år

Slam! TV 2 sikrer sig rettighederne til fortsat at vise NBA i de kommende år
Det stjernespækkede cast til Thomas Vinterbergs nye serie 'Familier som vores'.
03. oktober 2022

Stjernespækket cast til Thomas Vinterbergs tv-serie

Stjernespækket cast til Thomas Vinterbergs tv-serie
STILL V3
03. oktober 2022

TV 2, Alkohol & Samfund og TrygFonden går sammen om fokus på vores alkoholkultur

TV 2, Alkohol & Samfund og TrygFonden går sammen om fokus på vores alkoholkultur

Billede {0} af {1}