Mit barn har brug for hjælp

15. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser britisk dokumentar, som afslører, at uopdragne unger måske er syge børn, der mangler en diagnose. Det er onsdag 22. februar kl. 21.10.

Hver dag, når Katherine på seks år går ind ad skoleporten, bliver hun stum.


Mange af de børn, der stemples som uopdragne, umulige, underlige eller ustyrlige i skolen, kan i virkeligheden gå rundt med behandlingskrævende adfærdsproblemer, en skrøbelig psyke eller fysisk sygdom. De har bare aldrig fået stillet den korrekte diagnose, og derfor har de aldrig fået den korrekte støtte og behandling.

Den britiske dokumentar "Mit barn har brug for hjælp", som TV 2 viser onsdag 22. februar, følger en række familier og deres kamp for at få at vide, hvad der er galt med deres børn, og hvad der kan gøres ved problemet.

Det anslås, at hvert 10. barn under 16 år møder unødig hård modstand i livet, fordi de har en lidelse, som ingen har opdaget. Nogle fødes med problemer, mens andre udvikler dem med tiden, og nogle lidelser er usynlige, mens andre burde være mere iøjnefaldende.

Uanset hvordan det forholder sig, så vil halvdelen af disse sårbare børn aldrig få stillet en egentlig diagnose, og deres opførsel tilskrives, at de er utilpassede og dårligt opdraget.

Den "stumme" skolepige
Katherine på seks år er en rigtig lille hyggespreder og hele familiens øjesten, men kun når hun er hjemme. I det øjeblik, hun træder ind i skolegården, klapper hun i som en østers, og i de næste otte timer siger hun ikke en lyd.

Hendes forældre tager datteren med til talepædagog, hvor intensiv terapi forhåbentlig kan afdække baggrunden for pigens underlige tavshed og sikre, at lærerne en dag vil høre hende blande sig i koret af stemmer i klasselokalet.

Tourettes syndrom
For Henry på 16 år er det ikke talegaverne, det kniber med - problemet er det, han siger. Først for et år siden fandt familien ud af, at han lider af Tourettes syndrom. Det var efter et slagtilfælde, og fra det ene øjeblik til det næste, vendte diagnosen op og ned på familiens hverdag.

Henry evner hverken af styre sine fysiske bevægelser eller sit sprog, og selv om lidelsen er uhelbredelig, er der meget, man kan gøre, for at afhjælpe følgerne af den. Og det er netop, hvad Henry og hans familie gør, men forudsætningen har været, at de fandt ud af, hvad det egentlig var, de skulle kæmpe imod.

Adam er autist
Mange forældre frygter at få deres børn sat i bås, især hvis der er tale om en psykisk lidelse, men for Charlotte var det en stor lettelse, da hun for nylig kom i kontakt med dr. Faeza Khan.

I årevis havde hun forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig er galt med hendes 10-årige søn, Adam, for allerede da sønnen var spæd, fornemmede hun, at der var et eller andet galt. Dr. Khan kunne fortælle Charlotte, at Adam er autist - en diagnose, der ville være et mareridt for nogle forældre, men ikke for Charlotte.

Nu kan hun nemlig lette hans hverdag ved at tage imod nogle af de mange tilbud om støtte og aflastning, som samfundet er parat til at yde, hvis man altså ved, hvad man skal bede om.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}