Med Blur-bassist på kokaintur

22. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Søndag 26. februar tager TV 2 med Blur-bassisten Alex James til Colombia, hvor den tidligere kokainmisbruger skal se, hvilke omkostninger kokainindustrien påfører det sydamerikanske land.


Alex James er mest kendt som bassist i britpop-bandet Blur, men som så mange har han kæmpet med et kokainmisbrug i en årrække. Det anslås, at der er 800.000 kokainmisbrugere alene i Storbritannien, og de negative konsekvenser af misbruget er kendt af de fleste. Til gengæld sker det ikke så tit, at der bliver sat fokus på de problemer, narkoen skaber i de lande, hvor den bliver produceret. Det vil Alex James forsøge at råde bod på nu.

I BBC-dokumentaren "Kokain - tur/retur", som TV 2 viser søndag 26. februar kl. 20.00, tager med Alex James på en meget personlig og følelsesladet rejse til Colombia, hvor han ved selvsyn kan konstatere, hvilke omkostninger kokain-industrien påfører det sydamerikanske land og dets indbyggere.

På verdensplan bliver der handlet kokain for mindst 70 milliarder dollars, og det anslås, at Colombia står for mellem 60 og 80 procent af den samlede kokainproduktion. Engang var kaffe Colombias vigtigste eksportvare, men i dag indtager kokain førstepladsen. Økonomisk skæpper det godt i kassen, men de menneskelige omkostninger er også store. F.eks. anslås det, at kokain er årsag til 17.000 mord i Colombia - hvert eneste år.

Det er selveste Colombias præsident, der har inviteret Alex James, så den tidligere kokainmisbruger ved selvsyn kan konstatere den negative effekt kokain-industrien har på både landet og befolkningen.

En dødbringende forretning
Alex James møder både producenterne, sælgerne og de myndigheder, der forsøger at komme kokainhandelen til livs. Det colombianske militær er med i kampen mod kokainproduktionen og sprøjter gift ud over hundredvis hektarer af koka-plantager, mens rydningen andre steder foregår ved håndkraft og med livet som indsats. Ejerne af koka-plantagerne opgiver ikke deres indbringende afgrøde frivilligt, og mens nogle skyder med skarpt efter de folk, der er ansat til at rydde markerne, er der andre, der lægger landminer ud for at holde myndighederne på afstand.

Turen går også forbi de interimistiske laboratorier, hvor koka-bladene forarbejdes, og Alex James møder bl.a. en kokainhandler og lejemorder, som gælder sig over, at der er god gang i forretningen. Manden bliver kort efter selv et nummer i Colombias omfattende mordstatistik.

Årene som narkomisbruger og festabe har kostet Alex James i omegnen af en million pund, og han er dybt rystet over de både menneskelige og miljømæssige omkostninger, hans misbrug har påført befolkningen i det sydamerikanske land.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}