Film-premierer på TV 2 i nytårsdagene

29. december 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

De første dage af 2015 byder på premierefilm med bl.a. Halle Berry, Sarah Jessica Parker, Ashton Kutcher, Michelle Pfeiffer, Robert De Niro, Trine Dyrholm, Kim Bodnia og Nikolaj Lie Kaas.

Halle Berry som Aimee i Garry Marshalls romantiske komedie 'New Year's Eve'. (Foto: TV 2)

2015 er kun få timer gammel, når TV 2 sender årets første tv-premiere på en spillefilm.

Ja, faktisk er der to af dem 1. januar – årets største tv-dag. I primetime gælder det den stjernespækkede, romantiske komedie ’New Year's Eve’, der er instrueret af Garry Marshall, der også stod bag 'Pretty Woman'.

I ’New Year’s Eve’ kan du bl.a. møde Halle Berry, Sarah Jessica Parker, Ashton Kutcher, Michelle Pfeiffer, Robert De Niro, Hilary Swank, Zac Efron og Jon Bon Jovi.

På årets sidste aften fyldes New Yorks gader af kærlighed. Forretningsmanden Sam (Josh Duhamel) håber at gense en kvinde, han mødte forrige nytår. Sangerinden Elise (Lea Michele) og nytårshaderen Randy (Ashton Kutcher) sidder fast i en elevator.

Hilary Swank som Claire Morgan og Robert De Niro som Stan i 'New Year's Eve' fra 2011. (Foto: TV 2)

Den sky sekretær Ingrid (Michelle Pfeiffer) beder det unge cykelbud Paul (Zac Efron) om hjælp til at opfylde sine nytårsforsætter. På barselsgangen dyster to par om at blive det nye års første forældre.

Endelig vil teenageren Hailey (Abigail Breslin) væk fra sin ængstelige mor (Sarah Jessica Parker) og i stedet tage til Times Square og måske få sit første kys.

‘Like Crazy’
Senere same aften har TV 2 endnu en tv-premiere, nemlig på det romantiske drama ‘Like Crazy’ fra 2011. Under et studieophold i USA møder britiske Anna (Felicity Jones) den flotte unge amerikaner Jacob (Anton Yelchin), og de forelsker sig helt vildt i hinanden - men efter en kort tur tilbage til England har hun bøvl med sit visum og bliver nægtet indrejse til USA igen.

Nu går hun i gang med en lang og hård kamp mod det amerikanske bureaukrati i håb om, at hun kan få lov til at rejse tilbage til sin elskede. Anna og Jacobs forhold bliver et langdistanceforhold med bekymrede sms'er, ubesvarede telefonopkald og ekstatiske gensyn i ferier, der hurtigt bliver til tårefyldte afskeder. Er deres kærlighed stærk nok til at overleve den lange adskillelse?

Trine Dyrholm som Mia Moesgaard i den danske thriller 'Skytten' fra 2013. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

’Skytten’
Søndag 4. januar er der premiere på en dansk spillefilm, nemlig thrilleren ’Skytten’ fra 2013 med bl.a. Trine Dyrholm, Kim Bodnia og Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Den danske regering er blevet valgt på løfter om en grøn politik, men går med til at støtte risikable olieboringer i Grønland. Det kritiserer journalisten Mia Moesgaard (Trine Dyrholm) så voldsomt på tv, at den fanatiske geofysiker og skarpskytte Rasmus (Kim Bodnia) bliver inspireret af hende til at tage sagen sin egen hånd.

Nu er en trænet og målrettet snigskytte løs i København - og han inddrager Mia i sin terror. Hun bliver hans talerør, men hvor langt kan og vil hun hjælpe ham?

Kim Bodnia som Rasmus Holm Jensen i thrilleren 'Skytten'. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Blandt de øvrige medvirkende i ’Skytten’ ses Kristian Halken, Lars Ranthe, Marina Bouras, Carsten Bjørnlund og Jens Jørn Spottag.

Annette K. Olesen har instrueret, mens manuskriptet er af Åke Sandgren, Lars K. Andersen og Michael W. Horsten baseret på filmen 'Skytten' fra 1977.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}