Er vi i gang med racehygiejne?

26. oktober 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

I sæsonens sidste udgave af ”Danmark ifølge Bubber” undersøger tv-værten, hvorfor der fødes færre og færre børn med Downs Syndrom.

Bubber og Jakob Linding, der har Downs Syndrom, og som arbejder som kok.


Når sæsonens sidste udgave af ”Danmark ifølge Bubber” går over skærmen torsdag 27. oktober, er det med den provokerende undertitel ”død over mongolerne”. Bubber har nemlig sat sig for at undersøge, hvorfor Danmark er det land i verden, hvor der fødes færrest børn med Downs Syndrom.

Sidste år blev der kun født 21 børn med Downs Syndrom, mens tallet i 2004 var cirka tre gange så højt. Forskellen skyldes, at Danmark for syv år siden tilbød alle gravide en nakkefoldsscanning – et tilbud, som ni ud af ti siger ”ja tak” til. Og hvis scanningen viser, at barnet har kromosomfejl, vælger cirka 98 procent en abort.

I programmet spørger Bubber, hvorfor vi tilsyneladende ikke vil have personer med Downs Syndrom blandt os, når der er tale om mennesker, som er særdeles kærlige og godmodige af natur.

I sæsonens sidste udgave af "Danmark ifølge Bubber" kommer tv-værten bl.a. til børnefødselsdag i Norge med en gruppe børn med Downs Syndrom og deres forældre.


Bubber sætter sig for at undersøge, om man kan have et godt liv med Downs Syndrom, og om han selv og vi andre ved nok om Downs Syndrom til at tage en beslutning om barn eller abort.

Denne undersøgelse fører ham bl.a. til Norge, der ikke tilbyder nakkefoldsscanning til alle gravide, og hvor Bubber kommer til en herlig fødselsdagsfest med en gruppe børn med Downs Syndrom.

Han besøger også TV Glad-medarbejdere med Downs Syndrom og en far til en 23-årig mand med Downs Syndrom, som gør sig overvejelser om, hvorvidt han ville have fravalgt sit dengang ufødte barn, hvis han havde haft muligheden.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}