”Adoptionens pris” nomineret til landets største tv-pris

22. april 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Billed-Bladet uddeler fredag 3. maj årets TV-Guld-pris til årets bedste dokumentar.

Det afrikanske ægtepar Sinkenesh og Husen bortadopterer to af deres børn til et dansk ægtepar.

Katrine W. Kjærs dokumentar ”Adoptionens pris”, der blev sendt i november på TV 2 og samtidig skabte voldsomt debat om adoptioner fra Etiopien, er blandt de nominerede til Danmarks største tv-pris, TV-Guld, der uddeles af Billed-Bladet ved en stor gallefest på gallafest på D’Angleterre fredag 3. maj.

Tv-dokumentarprisen TV-Guld er på 100.000 kroner. Prisen tager sigte på at støtte produktionen af danske dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.

Sidste år gik Billed-Bladets TV-Guld og de 100.000 kroner til instruktøren Janus Metz for dokumentaren ”Armadillo” om en gruppe danske soldaters indsats i den afghanske forpost Armadillo. Dokumentaren blev set af over en million seere på TV 2 og flere end 120.000 billetter blev solgt i biograferne.

Foruden ”Adoptionens pris” er to DR2-dokumentarer, ”Putins Kys” og ”Hvorfor fattigdom? Kvinder med power”, og to DR1-dokumentarer, ”Min barndom i helvede” og ”Pigen der ikke ville dø”, nomineret til årets TV-Guld.

Fra "Adoptionens pris": Masho ankommer til sit nye land - Danmark.

- Igen i år har vi i Billed-Bladets TV-GULD-komité være begavet med et meget stærkt, men også meget forskelligt felt. Dokumentarens rige er stort og mangfoldigt, og det har været en fornøjelse at dykke ned i mange, mange timers velproduceret tv. De fem nominerede dokumentarprogrammer er alle stærke kandidater til vores TV-Guld-pris, siger Billed-Bladets chefredaktør, Annemette Krakau.

De nominerede til TV-Guld-prisen er udvalgt af en komité, der består af filminstruktør Bille August, direktør Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, filmproducent Per Holst, producer Mads Egmont Christensen, skuespiller Cecilie Stenspil, executive producer Karen Boel Thomsen, cand. mag. Preben Wilhjelm, forfatter Sara Blædel, advokat Johan Schlüter og chefredaktør Annemette Krakau.

Ud over prisen for årets bedste tv-dokumentar uddeles Billed-Bladets TV-Guld også til årets kvindelige tv-vært, årets mandlige tv-vært, årets stjerneskud og årets tv-program.

Læs mere om filmen "Adoptionens pris" her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}