U21-kamp direkte på TV 2 SPORT

Lucas Andersen er en af profilerne på det danske U21-landshold. (Foto: Henning Bagger / Scanpix / TV 2)

Lucas Andersen er en af profilerne på det danske U21-landshold. (Foto: Henning Bagger / Scanpix / TV 2)

10. november 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Danmarks U21-fodboldlandshold møder Rumænien i vigtig EM-kvalifikationskamp, og TV 2 SPORT sender kampen direkte fredag 13. november.

Det danske U21-landshold står overfor en vigtig udebanekamp mod Rumænien, der gerne skal besejres for at bane vejen til deltagelse i EM i Polen i 2017. Og det kan godt blive en udfordring, for det er ikke ligefrem kufferten med mål i, der giver spillerne lange arme på turen til Rumænien.

En enkelt scoring er det blevet til i de to kvalifikationskampe, som Danmark hidtil har spillet. Det var mod Bulgarien tidligere i år, hvor Andrew Hjulsager fra Brøndby IF blev matchvinder med kampens eneste mål. Derudover er det blevet til et enkelt point med en 0-0-kamp mod Wales.

- Det er et nyt hold, og med Niels Frederiksen har de også en ny træner. Det kræver selvfølgelig tid for at få det hele til at klikke. Men jeg tror på, der er danske mål på vej - især OB's Kenneth Zohore har fundet vejen til netmaskerne i Superligaen på det seneste, fortæller TV 2 SPORTs Lars Fink.

Han kommenterer sammen med Morten Bisgaard kampen, der kan ses på TV 2 SPORT fredag 13. november fra kl. 18.40.

Danske profiler

Kampen giver også de fodboldinteresserede mulighed for at se de spillere, der skal være stjerner på A-landsholdet i fremtiden. Allerede nu er der på U21-landsholdet nogle spændende profiler, der i kampen mod Rumænien kan vise, at pilen peger mod en plads på det ypperste danske landshold.

- Jeg glæder mig til at se spillere som anfører Lasse Vigen Christensen fra Fulham i den næstbedste række i England og Lucas Andersen, der er lejet ud fra Ajax til Willem II i den hollandske Æresdivision. Det er spillere som dem, der skal drive det danske hold frem og med deres kreativitet skabe chancerne, fortæller Lars Fink.

Danmarks pulje består af Bulgarien, der fører puljen med ni point for fem kampe, Rumænien, Wales, Armenien og Luxembourg. Danmark ligger aktuelt nummer fire med fire point for to kampe. Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til EM 2017.

Billede {0} af {1}