TV 2 støtter DM i Skolehåndbold

18. december 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sender bronze- og finalekampen ud i stuerne i samarbejde med Dansk Skoleidræt og en række partnere.

DM i Skolehåndbold er for drenge og piger i 8. og 9. klasse fra alle landets skoler, og 30.000 elever deltager i turneringen i år. (Foto: TV 2)

TV 2 - hele Danmarks håndboldkanal - går nu ind i et samarbejde med Dansk Skoleidræt og en række partnere, der skal bringe DM i Skolehåndbold ud i de danske stuer.

DM i Skolehåndbold er for drenge og piger i 8. og 9. klasse fra alle landets skoler, og 30.000 elever deltager i turneringen i år. De indledende kampe er blevet spillet i oktober og november, og finalestævnet afholdes i januar. TV 2 dækker finalekampene 15. januar fra NRGI Arena i Århus.

- Som hele Danmarks håndboldkanal vil vi også gerne gå aktivt ind i skolehåndbolden, hvor de kommende landsholdsspillere til både herre- og kvindelandsholdet helt sikkert gemmer sig. Finalestævnet foregår, mens der er EM i herrehåndbold, der jo afholdes i Danmark, så vi udnytter på bedste vis, at ikke bare TV 2, men hele Danmark er i håndbold-gear, så vi kan være med til at skabe interesse og begejstring for sporten blandt de unge danskere, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

TV 2, der også er engageret i Skole OL, har indgået en treårig aftale omkring skolehåndbolden, og partnerne i samarbejdet er DHF (Dansk Håndbold Forbund), Skolemælk og Dansk Skoleidræt.

- Stævnet er en oplevelse for livet for alle deltagerne - også for dem, der ikke ender med at vinde. DM i Skolehåndbold handler også om fairplay på og uden for banen og fede fælles oplevelser med idræt som omdrejningspunkt. De oplevelser vil vi gerne dele med danskerne, og her er det vigtigt med en partner som TV 2, der kan hjælpe os med at få sporten og budskabet ud i stuerne, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.

Læs mere om DM i Skolehåndbold på skoleidraet.dk.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}