TV 2 og Tom er klar til Le Mans

19. juni 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Lørdag og søndag går det løs, årets Le Mans, som Tom Kristensen for niende gang skal forsøge at vinde. TV 2 og TV 2 Play viser 20 af løbets 24 timer, og Play tilbyder ekstra feature.

Tom Kristensen er klar til årets udgave af Le Mans. (Fotos: Audi / TV 2)

Det ligner igen i år en kamp mellem Audi og Audi, når den 81. udgave af det legendariske Le Mans køres i weekenden 22.-23. juni. Danske Tom Kristensen har fået den talentfulde franskmand Loïc Duval som ny makker, og han har netop gennemført en testkørsel på Le Mans-banen i hurtigste tid – en tid, der var hele 1,2 sekunder hurtigere end den tid, der sidste år sikrede Audi pole position.

Tom Kristensens hold har dermed vist, at der er gode muligheder for, at danskeren kan vinde sin niende sejr på Circuit de la Sarthé.

20 af 24 timer
Men et Le Mans-løb er altid spændende til det sidste – sidste år var det en fejl af Tom Kristensens anden makker, Allan McNish, sidst i løbet, der kostede sejren – så seerne kan glæde sig over, at TV 2 og TV 2 Play er med omtrent fra start til slut.

Allerede lørdag klokken 14.00 – en time før det går løs – er TV 2 med fra Frankrig, hvor Stine Bjerre Jørgensen er vært og bringer de seneste nyheder. Og så er der ellers Le Mans-race frem til klokken 20.50 – kun afbrudt af NYHEDERNE og regionale nyheder.

Herefter er der Confederations Cup-brag mellem Italien og Brasilien, indtil TV 2 byder velkommen tilbage til Le Mans lørdag klokken 23.00 – og sender resten af det prestigefyldte løb, indtil det slutter søndag klokken 15.00.

Via TV 2 Play kan brugerne følge Le Mans fotograferet fra forruden i Tom Kristensens bil.

Ekstra på TV 2 Play: Tom Kristensen inviterer indenfor
Som en ekstra forkælelse til seerne er der i år eksklusivt på TV 2 Play en live-streaming fra Tom Kristensens bil samtidig med Le Mans-visningen på TV 2. Med et on-board kamera direkte fra bilen kan seerne tage Le Mans og Tom Kristensen med overalt … på web, mobil og tablet.

Så mens tv-seere følger løbet på TV 2, kan alle på en second screen sidde med på passagersædet og se løbet fra forruden af Tom Kristensens Audi.

Audi og de andre 
Audis hybridracer, R18 e-tron quattro, er stadig favorit, men Toyota har finpudset deres TS030 hybrid-bil siden sidste år. Dog indrømmer Toyota selv, at holdet nok ikke er stærkt nok til at tage titlen fra Audi i år.

I en af Audi’erne sidder Tom Kristensen på skift med Allan McNish og den nye teammakker, det 31-årige talent Loïc Duval, der har erfaring fra Formel-klasserne - Duval afløser den pensionerede Dindo Capello.

I den anden Audi sidder vinderne fra de seneste to år, Marcel Fässler, André Lotterer og Benoit Tréluyer. Og Tom er sulten efter revanche fra sidste års tætte løb.

Otte andre danskere
I årets Le Mans får Tom Kristensen og TV 2-vært Stine Bjerre Jørgensen dansk selskab af Jan Magnussen for Corvette og det rent danske hold bestående af Christoffer Nygaard, Kristian Poulsen og Allan Simonsen, der kører Aston Martin Vantage V8, samt af de to kommentatorpar, Ulrik Jönsson & Jens Winther Jr. og Tobias Hertz & Casper Elgaard.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}