Nyt makkerpar ved 'DMA 2015'

Arkivfoto: I september 2014 gæstede Christopher TV 2-programmet 'Breinholt & Venner', hvor Anders Breinholt var vært. Nu står de to gentlemen side om side som værter ved 'Danish Music Awards 2015'. (Foto: Carsten Andersen / TV 2)

Christopher og Anders Breinholt er værter ved 'Danish Music Awards', der sendes på TV 2 lørdag 7. november kl. 20.00 - direkte fra Forum i København.

Når TV 2 i samarbejde med IFPI og Koda sender direkte fra Danmarks ældste og mest prestigefyldte musikpris, 'Danish Music Awards', er det et helt nyt og ganske særligt makkerpar, der byder velkommen. Den 23-årige popstjerne Christopher og den erfarne tv-vært Anders Breinholt skal sammen føre seere, publikum og de optrædende kunstnere som blandt andre Lukas Graham, Cisilia, Marie Key, L.O.C. og mange flere igennem denne fantastiske festaften, hvor dansk musik skal fejres.

Og netop den overraskende konstellation er og har altid været et gennemgående tema ved 'Danish Music Awards', i hvert fald så længe TV 2 har været involveret, fortæller underholdningschef på TV 2, Gitte Madsen:

- På TV 2 hylder vi musikken i 'DMA', 'Voice Junior' og 'Toppen af poppen', og vi har på tværs af musikken tradition for overraskende konstellationer, fordi det ofte er her, vi finder de uforudsigelige og helt særlige øjeblikke. Det har vi ladet os inspirere af i valget af årets værtspar. Og vi er ellevilde over, at så store stjerner som Christopher og Anders Breinholt står sammen ved roret til 'DMA 2015'. Det bliver et helt særligt show med de to som kaptajner og med masser af den musik, Danmark har elsket allermest det sidste år, siger Gitte Madsen.

Anders Breinholt er vært ved 'Danish Music Awards' for femte gang, mens Christopher har optrådt på 'DMA'-scenen de seneste to år og i 2014 modtog en award for både 'Årets Danske Popudgivelse' og 'Publikumsprisen'. De to gentlemen, der begge oser af coolness og kærlighed, har tidligere lavet tv sammen. Christopher gæstede nemlig TV 2-programmet 'Breinholt & Venner' i september sidste år, og Anders Breinholt er også glad for valget af Christopher som medvært:

- Christopher er en meget, meget dejlig mand, som besidder mange kvaliteter ud over musikken. Jeg har det rigtig godt i hans selskab, og derfor glæder det mig virkelig meget, at vi begge er værter på 'DMA' i år. Jeg ser frem til, at vi skal lave et godt tv-program for seerne - og ikke mindst til stemningen i Forum, som altid er helt i top ved 'Danish Music Awards', siger Anders Breinholt.

Også Christopher glæder sig til at stå på scenen i Forum:

- Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser ved 'DMA'. Det er alle musikeres juleaften, hvor vi fejrer hinanden og al den fede musik, der er udkommet i løbet af året. Det er en kæmpe ære at få lov til at være medvært på showet og en stor udfordring, som jeg glæder mig til at gå i gang med. At det er den gode Breinholt, jeg skal lave det med, er bare prikken over i’et, siger Christopher.

DMA afholdes for femte gang og sendes på TV 2 lørdag 7. november kl. 20.00 - direkte fra Forum i København. (Foto: TV 2)

Følg Danish Music Awards 2015 #DMA15 på Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat på @dma_tv2