Landmænd laver scoremiddag på TV 2 FRI

Syv landmænd får besøg af kokken Claus Holm, der går i køkkenet med dem for at vise, hvordan de laver en scoremiddag. Herefter skal de selv lave maden, mens Claus ser med fra en skærm - i håbet om, at alt går vel i køkkenet. (Foto: Anders Brohus / TV 2)

Syv landmænd fra 'Landmand søger kærlighed' drømmer om at lave lækker mad til én, de holder af. Det får de hjælp til af kokken Claus Holm i TV 2 FRIs nye og underholdende programserie 'Mænd, mad & kærlighed'. Der er premiere tirsdag 23. oktober klokken 21.10 på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.

Vejen til mandens hjerte går gennem hans mave. Sådan lyder et kendt, gammelt ordsprog, men hvor går man hen, hvis man er landmand og gerne vil imponere en kvinde, men ikke kan lave mad? Så går man til kokken Claus Holm og TV 2 FRIs nye og underholdende programserie 'Mænd, mad & kærlighed'.

I syv programmer tager Claus Holm syv landmænd fra TV 2-programmerne 'Landmand søger kærlighed' under sine kærlige vinger og går i køkkenet med dem for at vise, hvordan de kan lave et forrygende måltid mad til den kvinde, de har kær. Herefter skal de selv lave maden, mens Claus ser med fra en skærm - i håbet om, at alt går vel i køkkenet.

Læs mere om 'Landmand søger kærlighed'

Vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, men hvor går manden hen, hvis han ikke kan lave mad? Så går han i køkkenet med Claus Holm for at lære at lave en scoremiddag – se med i ’Mænd, mad & kærlighed’. (Foto: David Bering Montgomery / TV 2)

Ole svinger kødgryderne
I premiereprogrammet er der gensyn med landmanden Ole, der forelskede sig i Gitte i sommeren 2015. De er blevet gift og bor på Oles gård. Ole er en sjælden gæst i køkkenet, men det laver Claus Holm nu om på, når han kaster Ole ud i en hjemmelavet hakkebøf og de udfordrende pocherede æg.

Under madlavningen får Claus også historien om, hvordan det går med Ole og Gittes kærlighedsliv, inden Ole selv skal svinge kødgryderne. Og så skal der naturligvis også gøres noget ved hele serveringen, for Claus' filosofi er, at kærligheden blomstrer, hvis man gør sig umage og gør noget ekstra i hverdagen for den, man holder af.

Derfor skal landmændene skrue op for romantikken. Der skal stearinlys på bordet, kærlighed i kødgryderne og opmærksomhed på den kvinde, der sidder over for ved spisebordet. Hvordan tager Gitte mon imod det? 

Se 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 PLAY

Claus Holm kommer forbi Ole og Gitte, der blev kærester i ’Landmand søger kærlighed’ i 2015, men Ole er en sjælden gæst i køkkenet, og det skal der laves om på. Se, hvordan det går - på TV 2 FRI og TV 2 PLAY. (Foto: Anders Brohus / TV 2)

Tarteletter til farmor
I det andet program er det Morten Nielsen fra fjerde sæson af 'Landmand søger kærlighed', der får besøg af Claus Holm. Ud over at lave mad skal Claus opleve en minkfarm, og det bliver en grænseoverskridende oplevelse for kokken, når han skal holde en mink.

Hos landmanden Claus, der bor tæt på Skive, består aftensmaden ofte af færdigretter, der skal en tur i mikrobølgeovnen - også selv om Claus' køkken er superflot. Claus skal imponere Marianne, som også var med i 'Landmand søger kærlighed'.

Niclas får i det fjerde program besøg af Claus Holm, og da det går trægt med kærligheden, bliver det farmor, der kommer til at smage de hjemmelavede tarteletter, som Niclas med møje og besvær får kokkereret, mens en ven går i vejen i det trange køkken.

Fra færdigret til egen ret
Ole fra Rødding, der fandt sit livs kærlighed i Sigrid, får adgang til sit køkken i det femte program. I hverdagen føler Sigrid sig lidt som en kogekone, og selv om Ole bliver nødt til at spørge Sigrid om vej til fadene, så stråler hendes øjne, når Ole brillerer med forklæde og kartoffelskræller.

I det sjette program forsøger Danni, der kan spise lasagne fem gange om ugen, at snyde sig dårlig i køkkenet. Det bliver selvfølgelig opdaget af Claus Holm, der må træde i karakter og indføre ekstraopgaver og hård kokkedisciplin. Heldigvis er Danni lydhør, og han ender med at forføre smagsløgene hos en smuk kvinde.

I det syvende og sidste program er Claus Holm taget til Langeland, hvor der er familieforøgelse i vente hos Michael og Vibeke. Michael forfører Vibeke med en fantastisk ret, og han viser Claus, hvordan man blæser i jagthorn og flytter kalve.

Læs mere om Claus Holm

'Mænd, mad & kærlighed' har premiere tirsdag 23. oktober klokken 21.10 på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.
Se trailer for programmet herunder.