Eksklusivt Justin Bieber-interview i ”Go’ aften Danmark”

15. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Morten Resen fik mulighed for at interviewe den unge sanger i Oslo, inden Bieber måtte evakueres pga. enorm fan-interesse.

Morten Resen. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Den canadiske sanger og teenageidol Justin Bieber er så populær, at hans nylige besøg i Oslo endte med, at Bieber måtte evakueres fra et hotel i byen, hvor han skulle møde pressen, fordi hotellet blev bestormet af tusindvis af skrigende piger.

Og de mange tilstedeværende pressefolk måtte derfor tage hjem fra Oslo uden at få et interview med verdensstjernen - bortset fra TV 2s Morten Resen, der som den eneste fik et interview til ”Go' morgen Danmark” og ”Go' aften Danmark”, inden kaos brød ud.

Det var TV 2-vært Morten Resen, som dermed fik et eksklusivt interview med Justin Bieber, inden sangstjernen og journalisterne måtte forlade hotellet. TV 2 bringer dette interview mandag 18. juni klokken 18.20 i ”Go’ aften Danmark”, som sendes direkte fra Tivoli.

Ingen restriktioner
I forbindelse med interviewet var der ingen restriktioner om, hvad Morten Resen måtte spørge Justin Bieber om.

- Jeg undlod at spørge, om der var emner, Justin Bieber ville undgå - så vi gik bare i gang med interviewet. Her talte vi bl.a. om Justins forhold til Gud, om hvorvidt han stadig får stuearrest af sin mor, om Mike Tyson som hans styrketræner og om, hvorvidt Justin stadig har en kæreste. Han er supersød og kun 18 år, og man kan høre, at han har oplevet utroligt meget – og har oplevet det meget tidlig i livet, fortæller Morten Resen, som godt forstår, at en masse unge piger har svært ved at holde koncentrationen, når de ser ham.

Interviewet vises også på storskærm i Tivoli, hvor der forventes mange Bieber-fans, fordi der samme dag holdes et releaseparty i Tivoli for den unge sanger og sangskrivers nye album.

- Der bliver et stort publikum i Tivoli, og jeg tør godt garantere pige-skrig, når Justin Bieber under interviewet smider jakken og viser biceps på tv, siger Morten Resen med et smil.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}