Dansk tv-premiere: ”Inception”

10. april 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Der er tale om en visuel lækkerbisken, når TV 2 viser mesterinstruktøren Christopher Nolans Oscarbelønnede mesterværk "Inception" med bl.a. superstjernen Leonardo DiCaprio.

Fra venstre Leonardo DiCaprio som Cobb og Ellen Page som Ariadne i Christopher Nolans Oscarbelønnede thriller "Inception" fra 2010. (Fotos: TV 2)

Filmelskere kan godt tage plads i den bedste stol, når TV 2 søndag 14. april klokken 20.55 præsenterer den anmelderroste "Inception", der både er et imponerende udstyrsstykke og en mental mavepuster.

En film, der mere end en gang formår at tage fusen på seeren, og som blev set af imponerende 516.000, da den gik i de danske biografer.

Avanceret teknologi
Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) er en tyv med ganske unikke evner, der mestrer den særlige kunst at stjæle værdifulde hemmeligheder.

Ved hjælp af avanceret teknologi er han i stand til at trænge ind i sine ofres hjerner, når de sover og få fat i de mest følsomme oplysninger. En evne, der har bragt ham helt til tops inden for industrispionage, men også en en evne, der har medført, at han konstant er på flugt og må opgive enhver form for privatliv.

Leonardo DiCaprio som Cobb.

Den perfekte forbrydelse
Men så får Cobb et lukrativt tilbud af industrimagnaten Saito (Ken Watanabe). Opgaven er dog det omvendte af Cobbs speciale. Hvis Cobb kan trænge ind i Saitos konkurrent, Robert Fischers (Cillian Murphy) hjerne, og i stedet plante en oplysning, vil det være den perfekte forbrydelse.

Fischer er arving til et stort energiimperium, og han har gennem længere tid været en torn i øjet på Saito. Det er Saitos tanke, at Cobb skal trænge ind i Fischers sind og lægge en idé, der for altid vil ændre Fischers måde at drive forretning på – og dermed redde Saitos skrantende firma.

Bliver hurtigt livsfarlig
Cobb siger straks ja til opgaven, for Saito har stillet den ultimative drøm i udsigt: Han vil sørge for, at Cobb kan få sit liv tilbage og komme til at se sine to elskede børn igen.

Cobb er nemlig anklaget for at have myrdet sin kone, men Saito vil sørge for at slette denne anklage. Cobb skynder sig derfor at samle sit hold af specialister, deriblandt sin faste makker Arthur (Joseph Gordon-Lewitt) og den unge arkitektstuderende Ariadne (Ellen Page), der er i stand til at skabe den virtuelle verden, som missionerne udspiller sig i.

Men rejsen ind i Fischers sind bliver hurtigt livsfarlig for Cobb og hans team. For i krinkelkrogene af Fischers hjerne gemmer sig utallige farer, der får den ellers så sikre Cobb til at tvivle på sine evner og truer med at forpurre hele operationen.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}