Zentropa og TV 2 vil filmatisere Jussi Adler-Olsens spændingsromaner

21. december 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Succesforfatterens fire første og storsælgende spændingsromaner om Afdeling Q er på vej til biografen og tv-skærmen i den største filmaftale, TV 2 nogensinde har indgået.

Programchef Keld Reinicke. (Foto: Miklos Szabo / TV 2).


Med TV 2 som langsigtet samarbejdspartner er Zentropas filmatisering af Jussi Adler-Olsens meget populære thrillerserie om Afdeling Q kommet et vigtigt skridt nærmere. ’Kvinden i buret’ bliver den første af fire spillefilm og starter efter planen optagelser i efteråret 2012 med Mikkel Nørgaard som instruktør og Nikolaj Arcel som manuskriptforfatter.

England har James Bond. USA har Jason Bourne. Snart får Danmark Carl Mørck, og dermed er en ny stor dansk filmserie ved at se dagens lys. Zentropa og TV 2 har indgået aftale om at filmatisere de fire første bøger i Jussi Adler-Olsens megapopulære thrillerserie om Afdeling Q, og dermed kan fans af bøgerne glæde sig til foreløbig fire spillefilm baseret på bestsellerne ’Kvinden i buret’, ’Fasandræberne’, ’Flaskepost fra P’ og ’Journal 64’.

Med indgåelsen af TV 2-aftalen er den første vigtige finansieringsaftale på plads. Peter Aalbæk Jensen udtaler:

- Jussi og Afdeling Q er mine kæledægger. Sammen vil TV 2 og Zentropa riste runer.

Største filmsatsning for TV 2
For TV 2 er aftalen om Afdeling Q-filmene en kæmpe satsning på krimiområdet. Programchef Keld Reinicke siger:

- Vi er meget glade for aftalen. Vi har længe været på udkig efter en stærk filmserie, og for TV 2 er filmserien om Carl Mørck og Afdeling Q lige i øjet. Vi vil gerne vise film af høj kvalitet, som har et stort publikum, og netop kombinationen af Jussi Adler-Olsens bøger og Zentropa kan levere dette. 

”Jeg kniber mig i armen”
For Jussi Adler-Olsen er dette en kærkommen nyhed:

- Jeg kniber mig i armen over mit held, for vi skal meget langt tilbage i filmhistorien for at finde et filmmiljø i Danmark med så mange blændende talenter og sikker en tæft for at bringe deres arbejde ud i verden. Afdeling Q-serien har fået sin perfekte platform. Og nu kniber jeg mig selv én gang til.

’Kvinden i buret’ er den første bog i Afdeling Q-serien og bliver også den første spillefilm. Der indledes optagelser i september 2012 med forventet biografpremiere i julen 2013. Herefter er det planen, at Afdeling Q-filmene bliver en årligt tilbagevendende filmbegivenhed med forventet premiere på de tre efterfølgende film i slutningen af henholdsvis 2014, 2015 og 2016.

------------------------------

Holdet bag
Det bliver manden bag sidste års gigantsucces ’Klovn: The Movie’, Mikkel Nørgaard, der skal instruere ’Kvinden i buret’. Han er også instruktøren bag ’Klovn’-serien, fire afsnit af ’Borgen’ samt en lang række afsnit af populære tv-serier som ’Anna Pihl’ og ’Langt fra Las Vegas’.

Manuskriptet er lagt i hænderne på Nikolaj Arcel, som ud over sit virke som instruktør og manuskriptforfatter på sine egne film også var medforfatter på originaludgaven af ’Mænd der hader kvinder’. Nikolaj Arcel er lige nu i gang med at lægge sidste hånd på storfilmen ’En kongelig Affære’, som han instruerer for Zentropa med premiere i marts 2012.

Nordisk Film Biograf Distribution varetager filmens danske distribution.


Om bøgerne
Serien om Afdeling Q og Carl Mørck blev skudt i gang i 2007. Bøgerne har herhjemme ind til videre solgt over 1.250.000 eksemplarer. Alle romanerne har høstet priser og førstepladser på bestsellerlisterne i både indland og udland. I Danmark har serien både taget Læsernes Bogpris, Harald Mogensen prisen og De gyldne Laurbær, og seriens ’Flaskepost fra P’ har også modtaget Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman.

I Tyskland har Jussi Adler-Olsen med Afdeling Q-serien igennem to år været den bedst sælgende forfatter overhovedet, og i flere af de øvrige 32 lande, hvor serien udkommer, nomineres seriens bind i dette øjeblik til år 2011’s bedste. I skrivende stund er det samlede salg for serien snart seks millioner bind, og lige nu stiger tallet med cirka 6.000 bind – om dagen.  

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}