TV 2 Zulu styrkes med to nye redaktører

25. oktober 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

To nye programredaktører – Signe Lindkvist og Tina Kloch – begynder 1. november 2011 på TV 2 Zulu.

Signe Lindkvist. (Foto: Respirator)

Med virkning fra 1. november 2011 bliver TV 2 Zulus programafdeling udvidet med to nye redaktører: Signe Lindkvist og Tina Kloch.

Signe Lindkvist, tidligere kanalredaktør på DR Ramasjang samt vært og tilrettelægger på en lang række programmer de seneste 20 år, og Tina Kloch, der siden 1997 har arbejdet som udvikler, tilrettelægger og redaktionschef på programmer som ”Maestro”, ”Zulu Djævleræs”, ”X Factor” og ”Zulu Gumball”, vil fra 1. november indgå i TV 2 Zulus redaktør-team.

De to redaktører kommer til TV 2 Zulu i en periode, hvor det går forrygende godt for kanalen, der i 2011 har sin højeste seerandel nogensinde i kernemålgruppen af 15-40-årige, og som det seneste halvår med egenproduktioner som ”Argh! - det gjorde jeg bare ikk” og ”Zulu Comedy Galla 2011” har oplevet kanalens største seersucceser.

- Det er to store personligheder, vi byder velkommen på Zulu. De to redaktører har hvert deres unikke særpræg, som vi glæder os til at se udkomme på skærmen. Signe Lindkvist har gennem mange år været en nær ven af Zulu, blandt andet som deltager i ”Zulu Djævleræs” og ”Zulu Comedy Galla 2011”, så det føles helt naturligt, at hun nu bliver en fast del af Zulu-familien. Signe vil være Zulu-redaktør på deltid, så hun fortsat kan lave projekter ved siden af redaktør-gerningen, siger kanalchef Maiken Wexø, TV 2 Zulu, og fortsætter:

Tina Kloch. (Foto: Anne Mie Drevers)

- Tina Kloch har også allerede bidraget til Zulus succes som redaktionschef på ”Zulu Gumball” i 2010 og som tilrettelægger på ”Zulu Djævleræs”. Det er på alle måder to meget kompetente og dynamiske tv-personligheder, som jeg er umådeligt stolt af nu at have som faste spillere på vores hold.

Som led i styrkelsen af TV 2 Zulus programafdeling bliver redaktør Henning Lund Hoffmeier forfremmet til chefredaktør for Zulus programredaktion, og han kommer på den måde til at stå i spidsen for Zulus redaktionelle team.

- Henning har været på TV 2 Zulu, siden ruder konge var knægt, han kender brand’et ud og ind og har været manden bag mange af kanalens store succeser. Når Henning er på arbejde, sover jeg godt om natten, og det glæder mig derfor, at Henning har sagt ja til øget ansvar for vores samlede programportefølje, siger Maiken Wexø.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}