TV 2-premiere på 'Mercur' - rock, rul og reklamer

Trekløveret fra venstre: Flemming Vestergaard (Andreas Jessen), Jan Irsinger (Jon Lange) og Anne-Marie Jensen (Neel Rønholt) ombord på radioskibet. (Foto: Christian Geisnæs / TV 2)

Trekløveret fra venstre: Flemming Vestergaard (Andreas Jessen), Jan Irsinger (Jon Lange) og Anne-Marie Jensen (Neel Rønholt) ombord på radioskibet. (Foto: Christian Geisnæs / TV 2)

02. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra 19. marts 2018 kan CHARLIEs dramaserie om dengang, radiomonopolet blev brudt i Danmark, opleves på TV 2.

Af Lone Leth-Larsen og Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Mandag 19. marts 2018 er der TV 2-premiere på ’Mercur’ - TV 2 CHARLIEs danske dramaserie fra 2017 om Radio Mercur. Det er en fortælling om en radiostations fødsel, storhed og fald, og vi følger historien gennem de tre hovedkarakterer: Flemming, Jan og Anne-Marie.

Flemming på 21 år (Andreas Jessen) studerer jura og bor hjemme hos forældrene i Brønshøj, 32-årige Jan (Jon Lange) er barn af overklassen, som prøver både at leve op til presset fra sit bagland og samtidig forsøger at finde sin egen vej gennem livet, og endelig den enlige mor, Anne-Marie på 28 år, der kæmper sig frem i verden.

Men Flemming, Jan og Anne-Maries drøm om og kamp for radiostationen giver også brydninger på det personlige plan, og spørgsmålet er, om man kan undgå at begrænse hinanden, når man kæmper for sin egen frihed?

Ud over Andreas Jessen, Neel Rønholt og Jon Lange møder vi følgende i serien: Stephania Potalivo, Peter Gantzler, Charlotte Fich, Jesper Lohmann, Ken Vedsegaard, Rasmus Botoft, Steen Stig Lommer, Susanne Storm og Henrik Birch.

Se trailer herunder.

En ny lyd i universet
Serien, der er på 10 afsnit, handler om frihed og forandring tilsat masser af skøn musik. 'Mercur' er inspireret af virkelige begivenheder i tiden fra 1958-62, hvor Radio Mercur - fra et skib i Øresund - gik i luften, da et hul i lovgivningen gjorde det muligt at sende radio på en ny måde med rock, pop og reklamer. 

- I 1957 tonede Elvis Presley frem med 'Jail House Rock', og dermed var der pludselig kommet en ny lyd i universet. Den etablerede voksenverden reagerede med uro med det samme. Selv i USA udtrykte psykologer frygt for, at den nye musik kunne bringe ungdommen i ekstase. Og der var ikke grænser for, hvad unge mennesker kunne finde på, når de først var kommet i dén tilstand. I Danmark gik den nye lyd bogstavelig talt hen over hovedet på de fleste. Men så var der lige nogle få entusiaster, der lyttede til udenlandsk radio. De begyndte at få ideer. Tænk, hvis man kunne bryde monopolet. Tænk, hvis man på en eller anden måde kunne bringe den nye musik ud til folket. Dette er fortællingen om dem, der fik ideen, siger Adam Price, der er executive producer på serien og sammen med Jesper Malmose har udviklet ideen.

Læs mere om og se flere billeder fra 'Mercur' her.

Seerrekorder på TV 2 CHARLIE
Da 'Mercur' i 2017 blev vist på TV 2 CHARLIE, blev serien en kolossal succes. I gennemsnit så 450.000 danskerne med på hvert afsnit - hvilket er usædvanligt høje seertal på kanalen.

Blandt de ti mest sete programmer på TV 2 CHARLIE siden starten i 2004 finder man hele ni afsnit af 'Mercur'!

Samtidig fik serien meget flotte kvalitetsvurderinger af seerne - i gennemsnit 4,3 på skalaen fra til 1 til 5, hvor 5 er bedst.

Flemming (Andreas Jessen) og hans kæreste Gitte (Stephania Potalivo) er i Tivoli for at høre Tommy Steele. (Foto: Rolf Konow / TV 2)

Masser af skøn populærmusik
I 'Mercur' bliver de menneskelige relationer og dramaer tilsat en hel masse hits fra tiden fra blandt andre Tommy Steele, Elvis, Ib Glindemann, Nina & Frederik, Grethe og Jørgen Ingmann, Raquel Rastenni, Alice Babs, Svend Asmussen, Ulrik Neumann, Birthe Wilke, Otto Brandenburg, Four Jacks og Anita Lindblom.

Der er TV 2-premiere mandag 19. marts klokken 21.00 - umiddelbart efter sæsonens sidste afsnit af 'Badehotellet' - mens de følgende afsnit af 'Mercur' sendes mandage klokken 20.50. Serien kan også ses på TV 2 PLAY.

Bag serien står produktionsselskabet SAM Productions, der har Søren Sveistrup, Adam Price og Meta Louise Foldager Sørensen i spidsen. Søren Frellesen er seriens hovedforfatter, og Charlotte Sachs Bostrup er konceptuerende instruktør, mens Stine Meldgaard og Sven Clausen er producere.

'Mercur' er produceret med støtte fra DFIs Public Service Puljen, FilmFyn og svensk TV4.

Billede {0} af {1}