TV 2 henter ny fakta- og livsstilsredaktør hos Strong

Dorthe Thirstrup kommer til TV 2 Programafdelingen fra Strong Productions. (Privatfoto)

Dorthe Thirstrup kommer til TV 2 Programafdelingen fra Strong Productions. (Privatfoto)

Dorthe Thirstrup skal være med til at sikre relevans og vitalitet i TV 2 hovedkanalens og TV 2 FRIs livsstils- og faktaportefølje.

TV 2 byder mandag 27. maj velkommen til en særdeles erfaren og velanskrevet programredaktør på fakta- og livsstilsområdet – nemlig Dorthe Thirstrup, der kommer til TV 2 Programafdelingen fra Strong Productions.

Her har 42-årige Dorthe Thirstrup været programchef og en del af produktionsselskabets ledelse i det seneste år. Inden da var hun i knap fem år hos DR – det meste af tiden som fakta- og livsstilsredaktør på DR1, hvor hun blandt andet stod bag programserier som ’Den store bagedyst’ og ’Rigtige mænd’.

For TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, er det en stor glæde, at Dorthe Thirstrup bliver en del af redaktørholdet hos TV 2.

- Jeg føler simpelthen, jeg har skudt papegøjen. Dorthe er en af tv-branchens bedste – både på producent- og broadcaster-siden. Hun har mange års erfaring fra selv at have produceret stærkt tv, og oven i det har hun tilføjet strategiske kompetencer fra fem år som redaktør i DR. Det er en stærk cocktail og helt perfekt i forhold til den opgave, hun skal udfylde hos os. Og da jeg selv har været kollega med Dorthe i adskillige år, ved jeg, at hun er en usædvanligt god én af slagsen. Det får alle i TV 2-huset glæde af, siger Lotte Lindegaard.

Stærke, lystbetonede programmer
Dorthe Thirstrup vender tilbage til broadcast-verdenen, fordi hun har savnet det brede og strategiske arbejde med fakta- og livsstilstilbud i en sendeflade.

- Strong er en fantastisk virksomhed med dejlige kolleger, og mit jobskifte er ikke et fravalg af Strong, men et tilvalg af spændende broadcast-opgaver hos TV 2, som er inde i en forrygende udvikling. Jeg ser frem til at udvikle fakta- og livsstilsområdet sammen med de meget entusiastiske mennesker, jeg kender hos TV 2. Lotte Lindegaard har et superstærkt hold af redaktører, og TV 2 er i disse år kendetegnet af god energi, medvind og stærke, lystbetonede programmer, siger Dorthe Thirstrup.

Dorthe Thirstrup har i samtaler med Lotte Lindegaard allerede samlet en række ideer, som redaktøren skal arbejde videre med, når hun begynder på TV 2. 

- Jeg brænder for at fortælle vigtige menneskelige historier på en tilgængelig og veloplagt måde, så seere og brugere bliver inspireret til at tænke selv. Vi er allesammen mere tilbøjelige til at tænke over og justere vores vaner, når vi kommer til at grine af os selv, mens vi involverer os i andres liv via skærmen, siger Dorthe Thirstrup.

Allerede inden Dorthe Thirstrup begynder som TV 2-redaktør, er hendes tv-arbejde at finde på TV 2s sendeflade. Hun er nemlig producent på programserien ’Keramikkamp’, hvor ti af Danmarks dygtigste hobbykeramikere konkurrerer om at blive landets bedste. Serien har premiere onsdag 3. april.

Billede {0} af {1}