TV 2 ECHO rammer præcist i sin målgruppe

Redaktionen bag TV 2 ECHO formår at lave indhold, som fanger de yngre brugere – 67 procent af Facebook-følgerne er mellem 18 og 35 år. I den videre udvikling af TV 2 ECHO bliver der lagt yderligere vægt på aktualitet og på den samfundsmæssige relevans af ECHOs journalistiske fortællinger.

Med godt 100 dage på ”skærmen” har TV 2s nye initiativ målrettet yngre brugere, TV 2 ECHO, indsamlet en række værdifulde erfaringer – og har nået skarpe resultater. Erfaringer og resultater, som nu anvendes i den videre udvikling af TV 2 ECHO hen over sommeren og efteråret.

Et af de gode resultater er, at det er lykkedes TV 2 ECHO at lave indhold, som i høj grad interesserer den målgruppe af yngre brugere, som TV 2 – og mange andre medier – har for ringe kontakt med.

- Et af de tal, vi er gladest for, er, at 67 procent af vores Facebook-brugere er mellem 18 og 35 år. Vores valg af historier og temaer appellerer tydeligt til de yngre, og samtidig er det afgørende for gennemslagskraften, at vores redaktion helt overvejende er unge i alderen 20-30 år, som også er ECHOs målgruppe, siger TV 2 ECHOs redaktionschef, Marie-Louise von Holstein.

TV 2 ECHO har formået på få måneder at blive det syvendestørste danske videomedie på Facebook foran en lang række etablerede medier og brands, som har været aktive i adskillige år. De mest sete ECHO-videoer opnår over 300.000 views. TV 2 ECHO udkommer på tv2.dk, TV 2 PLAY, Facebook og Instagram.

Samtidig viser erfaringerne, at de unge meget gerne vil sætte lyd til en video, hvis den er interessant og godt produceret.

- Vores forventning var, at kun 10-15 procent så vores fortællinger med lyd – hvorfor videoerne selvfølgelig altid er og fortsat vil være tekstede. Tallene viser imidlertid, at hos ECHO slår 27 procent lyden til, og hvis brugerne ser mere end ti sekunder af en video, har 40 procent lyd på, siger Marie-Louise von Holstein.

Fra en af TV 2 ECHOs journalistiske fortællinger, hvor Cæcilie fortæller om, da hun i gymnasietiden mistede synet på først det ene øje og siden på det andet øje på grund af to uheld. Hun tog sin studentereksamen og er siden gået i gang med at læse til psykolog.

God debattone hos yngre brugere
TV 2 ECHO har fra starten været et laboratorie, der skal eksperimentere med meget forskellige journalistiske fortællinger, skabe relationer og indsamle erfaringer om de 20-30-årige brugere.

- Vi har lært en del om, hvad der ikke virker for TV 2 ECHO, men vi er ikke færdige med at undersøge, hvad der gør ECHO allerbedst. Helt afgørende er det dog, at det alene er unge i målgruppen, som har hovedrollen i vores videoer, siger Marie-Louise von Holstein og fortsætter:

- Vi har held med at skabe debat og engagement om journalistiske historier, der debatterer for og imod aktuelle emner. Fortællingerne vækker følelser, debat og nysgerrighed, og når vi nogle gange har præsenterer samme indslag på TV 2 ECHOs Facebook og på TV 2 Nyhedernes Facebook, kan vi konstatere, at de unge har en bedre debattone end de ældre brugere. De unge er søde og konstruktive i debatten med hinanden.

TV 2 ECHO har også lært, at de unge vil have fortællinger, hvor nogen klarer sig på trods, og hvor der er håb. Som for eksempel den unge kvinde, der ved to uheld inden for et år mister synet på først det ene og siden det andet øje, og som alligevel består sin studentereksamen et halvt år senere og vil læse til psykolog.

- Vi vil også vise videoer om det, der gør ondt, som det f.eks. sker i vores fire minutters-video om selvmordsforsøg og psykisk sygdom. Den fortælling slutter med opfordringen til at tale om at være psykisk syg og sige til, når man har brug for hjælp, siger Marie-Louise von Holstein og fortsætter:

- Vi startede TV 2 ECHO med mange fortællinger på blot ét minut – vi mente, at det var, hvad de unge ville bruge af deres tid. Vi blev imidlertid jævnligt mødt af brugere, som sagde, at ”traileren var meget god, men hvornår kommer den rigtige historie?” Vores brugere vil gerne se væsentligt mere end ét minut, hvis videoen er god, og det betyder også, at vi nu kan folde vores fortællinger bedre ud og lave mere helstøbte videoer.

I denne video fra TV 2 ECHO fortæller Thomas om sit eget forsøg på at begå selvmord og om den hjælp, han efterfølgende opsøgte. Og han slutter med en ordfordring til alle om at fortælle, hvis man har psykisk sygdom og af den grund kan have brug for hjælp.

Endnu flere vitaminer i TV 2 ECHO
TV 2 ECHO går ikke på sommerferie, selv om også medlemmerne af denne redaktion naturligvis skal afvikle ferie. TV 2 ECHO udkommer hen over sommeren, og bl.a. besøger redaktionen en lang række festivaler.

- I starten måtte vi forklare hver eneste gang, hvad TV 2 ECHO er, men nu oplever vi ret ofte, at de unge, som vi taler med, allerede kender til TV 2 ECHO, siger Marie Louise von Holstein.

I den videre udvikling af TV 2 ECHO vil redaktionen sikre endnu flere ”vitaminer” i ECHOs videoer. 

- Foruden de aktuelle journalistiske fortællinger vil vi også lave fascinerende og følelsesmættede historier om unge, der har en særlig mission og bringer sig selv i spil. Og vi vil blive bedre til at lave disse fortællinger, når der er en samfundstendens i fortællingen, og når vi kan koble et aktuelt samfundslag eller en etisk-moralsk dimension på historien, siger Marie-Louise von Holstein.

--------

Du kan opleve TV 2 ECHO på Facebook her.

Du kan følge TV 2 ECHO på Instagram her.

Du kan se ECHO's journalistiske fortællinger på TV 2 PLAY her.

Du kan se TV 2 ECHO-indslag på tv2.dk her.

Billede {0} af {1}