TV 2 Dokumentar: ’Skal vores barn leve eller dø?’

Anne og Dan Hilton fra Gjern i Midtjylland venter deres tredje barn. Da de er til 12-ugers scanning, får de en rystende besked: Deres ufødte barn har en meget alvorlig misdannelse. (Foto: Andreas Sahl / TV 2)

Anne og Dan Hilton fra Gjern i Midtjylland venter deres tredje barn. Da de er til 12-ugers scanning, får de en rystende besked: Deres ufødte barn har en meget alvorlig misdannelse. (Foto: Andreas Sahl / TV 2)

Hvad vælger gravide par, når de får at vide, at de venter et barn med et handicap? Ny TV 2-dokumentar følger tre par, der står over for det svære valg: Skal vores barn leve eller dø? Se med på TV 2 eller TV 2 PLAY torsdag 28. november.

Anne og Dan Hilton fra Gjern i Midtjylland venter deres tredje barn. Da de er til 12-ugers scanning, får de en rystende besked: Deres ufødte barn har en meget alvorlig misdannelse, der betyder, at barnet ikke ville kunne overleve på længere sigt.

Anne og Dan står nu over for det svære valg: Skal de vælge abort, eller skal de vælge at gennemføre graviditeten? Efter at have fået grundig information om deres ufødte barns misdannelse, vælger Anne og Dan, at Anne skal gennemføre graviditeten. De har set et hjerte slå på scanningen.

- Jeg ved, hvad det er, jeg føder hende til, og det er jo nok ikke noget langt liv. Og så ved jeg, at så længe hun er inde i mig, så har hun det trygt og godt. Det er det, der er svært, siger Anne Hilton.

Flere må træffe valget
Anne og Dan er ikke de eneste, der skal træffe det svære valg midt i en ellers lykkelig tid. I en ny TV 2-dokumentar 'Skal vores barn leve eller dø?' sætter TV 2 fokus på det svære valg, som flere og flere gravide i Danmark kommer til at stå over for.

I langt højere grad end tidligere kan lægerne i dag spotte flere potentielle sygdomme og handicap langt tidligere i graviditeten, og vi er dermed på vej mod en virkelighed, hvor lægerne kan fortælle meget om, hvilket liv vores fostre får, hvis de bliver født. Langt de fleste gravide par vælger at blive konfronteret med resultaterne af scanninger og gentest - og dermed også risikoen for at skulle træffe det svære valg.

- Det at få information om, at ens ufødte barn er meget alvorligt sygt, det er for alle en rigtig, rigtig vanskelig situation, siger overlæge og professor Olav Bjørn Pedersen.

Anne og Dan Hilton er det ene af de par, som medvirker i dokumentaren 'Skal vores barn leve eller dø?'. (Foto: Andreas Sahl / TV 2)

At give en genfejl videre
I dokumentaren møder vi også to kvinder, der har stor risiko for at give en alvorlig genfejl videre til deres børn. Den ene er Pernille Vestenbæk, der sammen med sin mand, Steen, venter sit første barn.

Pernille er født med genfejlen achondroplasi, der betyder dværgvækst. Og der er 50 procent risiko for, at hun giver genfejlen videre til sit ufødte barn. Parret har tidligere valgt en abort på grund af achondroplasi.

- Selv om man siger, at der er plads til alle i det her samfund, så er det ikke altid sådan, det er. Dengang så vi faktisk kun den ene vej: at få det fjernet, siger Pernille Vestenbæk.

TV 2 Dokumentar er med, når parret får svaret på gentesten og følger dem gennem deres valg.

Et meget svært valg
Sabrina Vallentin og Mads Jensen venter deres andet barn. Sabrina har knoglesygdommen osteogenesis imperfecta, der betyder, at hun meget nemt brækker knoglerne. Hun har haft 73 knoglebrud gennem sit liv.

Nu har parret fået at vide, at deres kommende barn har den samme genfejl – og måske i værre grad end Sabrina selv. Muligheden for abort er der, da de får beskeden. Foran dem ligger et meget svært valg.

TV 2-dokumentaren 'Skal vores barn leve eller dø?' sendes torsdag 28. november - klokken 20.00 på TV 2 og fra samme morgen på TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}