Tribini-pris til Andreas Bo

Endnu en pris til komikeren og skuespilleren Andreas Bo, der er kendt fra bl.a. "Live fra Bremen".

Andreas Bo i "Live fra Bremen", der har sæsonafslutning på TV 2 i aften, fredag 27. april. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Skuespilleren og komike-ren Andreas Bo, der især er kendt fra TV 2-showet ”Live fra Bremen” og de små TV 2-sketchprogram-mer ”Indenrigs”, er blevet hædret med Bakkens Tribini-pris 2012.

Prisen blev etableret i 2008 til minde om Bakkens ukronede gøglerkonge fra 1948 til 1971, professor Tribini. Prisen gives til en 'humørspreder, som udviser original kreativitet i sit virke med et godt øje for de skøre og skæve vinkler'.

- Med dine mange personligheder, din fandenivoldskhed og gøgleragtige optræden løfter du på en god måde arven efter professor Tribini og bidrager til, at gøglertraditionen lever videre – også i en nutidig form, sagde Bakkens administrerende direktør, Nils-Erik Winther, om valget af Andreas Bo som årets prisvinder.

Andreas Bo, der sidste år bl.a. fik prisen som årets komiker ved det store "Zulu Comedy Galla"-show, sagde blandt andet i sin takketale:

- Jeg er af et ærligt hjerte både glad og stolt over at modtage prisen. Tribini var gøgler, og det er jeg også – i den forstand, at jeg lever af publikums gunst. Selv om Tribini er fra før min tid, har jeg forstået, at han var en sand mester i at provokere. Og som satiriker vil jeg også gerne provokere mit publikum i stedet for at lefle for det. På den måde er jeg glad for at løfte arven fra professor Tribini.

Som en del af prisen har modtageren mulighed for at invitere en gruppe af personer, som måske ikke har det så sjovt i hverdagen, til en god dag på Bakken. Andreas Bo ønskede at donere denne del af Tribini-prisen til Hjerteforeningens Børneklub, hvorfra 50 hjertebørn kan se frem til en dag på Bakken i løbet af sæsonen.