To gode fredagsfilm på TV 2

09. juli 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

På fredag 13. juli viser TV 2 den drønromantiske film ”Before Sunset” efterfulgt af tv-premiere på den amerikanske action-thriller ”12 Rounds”.

Ethan Hawke som Jesse og Julie Delpy som Celine i Richard Linklaters romantiske drama "Before Sunset" fra 2004. (Fotos: TV 2)


Man behøver ikke at tage stilling til, om man er til romantik eller action, Paris eller New Orleans på fredag på TV 2. Her kan man nemlig få både i pose og sæk, når TV 2 først disker op med et romantisk drama i særklasse og derefter serverer film med masser af drøn på.

”Before Sunset”
For ni år siden traf amerikanske Jesse (Ethan Hawke) og franske Celine (Julie Delpy) hinanden i Wien, hvor de tilbragte under et døgn sammen. På trods af den korte tid sammen forelskede de sig i hinanden og aftalte at mødes. Mødet dengang blev bare ikke til noget, men nu - mange år senere - mødes de igen ved et tilfælde i en bogbutik i Paris.

Selvom Jesse bor i New York med kone og barn, og Celine bor i Paris og har en kæreste, er tiltrækningen mellem dem igen stor. Denne gang har de endnu mindre tid sammen end sidst, for Jesse skal med et fly samme aften. Er halvanden time sammen nok til at træffe beslutninger, der vil ændre deres tilværelser for altid?

Det er udgangspunktet for det intelligente og meget romantiske drama "Before Sunset" fra 2004. Filmen er en fortsættelse af filmen "Before Sunrise", der skildrede mødet ni år tidligere, men "Before Sunset" kan godt ses, uden at man kender den foregående film.

”Before Sunset” på TV 2 fredag 13. juli klokken 20.00.

Ashley Scott som Molly Porter og John Cena som Danny Fischer i Renny Harlins actionthriller "12 Rounds" fra 2009.

”12 Rounds”
Fredag aften på TV 2 sluttes af med tv-premiere på den amerikanske action-thriller ”12 Rounds”.

I New Orleans i USA bliver den vanvittige forbryder Miles Jacksons (Aidan Gillen) kæreste slået ihjel under en flugt fra politiet, og formørket af hævntørst giver han kriminalbetjenten Danny Fischer (John Cena) skylden.

Nogle måneder senere stikker Miles af fra fængselet og kidnapper Dannys kæreste. Hvis Danny vil se hende igen, skal han løse 12 opgaver. Selvom opgaverne er nærmest umulige at løse, bliver Danny nødt til at gennemføre dem for at redde livet på den kvinde, han elsker.

En adrenalinpumpende actionfilm af Renny Harlin, der også har lavet film som "Die Hard 2", "Cliffhanger" og "The Long Kiss Goodnight".

”12 Rounds” på TV 2 fredags 13. juli klokken 22.55.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}