Tjek ind på "Danmarks dejligste badehoteller" på TV 2

19. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

I "Danmarks dejligste badehoteller" besøger Sigurd Kongshøj sammen med to eksperter 16 forskellige badehoteller i Danmark for at blive klogere på, hvad badehotellet anno 2014 byder på.

Sigurd Kongshøj besøger sammen med sine to rejsekammerater, hoteldirektøren Jacob Rais og etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, en række udvalgte hoteller ved Danmarks kyster. (Fotos: Thomas Ravn / TV 2)

Over halvanden million seere i gennemsnit fulgte TV 2s populære dramaserie "Badehotellet", og den store interesse for serien og det liv, der foregår på badehoteller, afspejler meget godt danskernes ferielyst i disse år.

For danskerne er igen begyndt at søge tilbage til de traditionelle badehoteller for at slappe af og komme væk fra storbyens stress og larm. Men hvad har hotellerne egentlig at byde på? Det kan seerne blive klogere på i TV 2s nye programserie "Danmarks dejligste badehoteller", der har premiere mandag 24. marts.

Her tager Sigurd Kongshøj Larsen og de to eksperter, hoteldirektør Jacob Rais og etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, rundt til en række udvalgte perler ved Danmarks kyster. I hvert af de otte programmer besøger trioen to forskellige hoteller, beskriver dem og fortæller, hvad de synes er godt og dårligt.

Badehotellerne ligger rundt om i det danske land - fra Stammershalle og Melsted på Bornholm over det mondæne Nordsjælland og byerne Hornbæk, Tisvildeleje og Gilleleje til det historisk vigtige område ved Ballebro i Sønderjylland, øerne Samsø og Ærø og hele vejen langs den jyske vestkyst fra Vejers Strand og Henne Mølle Å til Lønstrup, Kandestederne og Skagen i nord.

Endelig lægger de også vejen forbi gourmetstedet Molskroen ved Mols bjerge og spahotellet Vejle Fjord.

Sigurd Kongshøj, Jacob Rais og Julia Lahme besøger bl.a. Brøndums Hotel i Skagen og Helenekilde Badehotel i Nordsjælland.

Vi nyder roen, maden og det eksklusive
Men hvorfor er de danske badehoteller igen for alvor er blevet populære steder at holde ferie?

- Det er der flere årsager til. For det første lever vi i en global verden, og eftersom eksotiske steder som Thailand er kommet inden for rækkevidde for de mange, så begynder vi at søge tilbage til noget, som er dansk, og som kræver, at man ved, at det findes. De fleste badehoteller gør ikke det store væsen af sig, og man skal kende dem for at få interesse for dem, siger livsstilseksperten Julia Lahme, der medvirker i programmerne. Hun fortsætter:

- Desuden er mad og madkultur i fokus lige nu, og det samme er det nordiske og det danske. Badehotellerne er den perfekte kombination. En tredje årsag er, at man ikke kan lave noget som helst på et badehotel: Man kan bade, gå tur, spise, sove og snakke. For mennesker med et hektisk liv er det ganske vidunderligt! Så vi nyder roen, maden og det, at vi føler, vi er en del af en særlig eksklusiv drøm, når vi kommer der, siger Julia Lahme.

Julia Lahme var meget begejstret for optagelserne til "Danmarks dejligste badehoteller". Det var en sjov oplevelse og åbnede hendes øjne for noget, hun ikke tænker over så tit.

- Jacob, Sigurd og jeg havde det så sjovt under optagelserne. Det var en fest! Og så var det fantastisk, hvor smukt Danmark i virkeligheden er, og hvor skønt det er, at man kan rejse så kort og møde noget, der er så langt fra ens hverdag. Det er en fantastisk gave, siger Julia Lahme.

Brøndums hotel og Helenekilde badehotel i første program
I første program besøger Sigurd og de to eksperter Brøndums Hotel i Skagen og Helenekilde badehotel i Tisvildeleje. Brøndums Hotel er Skagens historiske hotel, og opholdet på Brøndums byder både på værelser med kendisfaktor og verdenskendt Skagen-kunst. Desuden holder hotellet fast i gamle, klassiske dyder og anretter maden ved bordet.

Det andet hotel i første program er Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje i Nordsjælland. På toppen af skrænten og med udsigt over Kattegat ligger det kendte feriested med en enestående udsigt, og hotellets ejer Alexander Kølpin betager Sigurd, Jacob og Julia med sit store engagement. Opholdet på Helenekilde Badehotel byder også på en dukkert i Kattegat og skøn middag i husets restaurant.

Selvom begge hoteller i første program er rigtigt dejlige, har Julia Lahme nogle andre personlige favoritter blandt de badehoteller, som de besøgte under optagelserne.

- Stammershalle Badehotel på Bornholm var fantastisk. Og Pension Vestergade 44 på Ærø var en sand perle. Men for at være helt ærlig er der kun et par hoteller ud af de 16, som jeg ikke vil skynde mig tilbage til, så snart jeg får muligheden, siger Julia Lahme.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}