Tættere på danskernes valg

06. november 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Med TV 2-regionernes dækning, NEWS på turné, nærhed og involvering på tv2.dk og perspektiverende indslag i TV 2|NYHEDERNE kommer seerne i år endnu tættere på de store politiske temaer i den kommunale valgkamp.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Danskerne skal snart til valg, og TV 2 NEWS, tv2.dk og NYHEDERNE skal spille en afgørende rolle i dækningen af dette valg. Og sammen med TV 2-regionernes udvidede nyhedsudsendelser bringer TV 2 danskerne endnu tættere på valgets temaer.

- Valg er altid stort for TV 2 – og dette kommunalvalg er endnu større end normalt. TV 2-regionerne leverer en omfattende dækning i deres regionale områder. TV 2 NEWS følger op og tager hele landet rundt, så vi på otte dages turné sender live fra en stor del af landets kommuner. Samtidig er nærhed og involvering kerneord for dækningen på tv2.dk, så TV 2 kommer endnu tættere på danskernes valg, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

I første omgang løfter han alene sløret for dækningen af valgkampen til og med mandag 18. november. Selve valgdagen og valgaftenen 19. november bliver på TV 2 præget af en række nyskabelser på tv og på nettet, som først offentliggøres senere. TV 2s værter på den store valgaften bliver Cecilie Beck, Poul Erik Skammelsen og Henrik Qvortrup.

TV 2 NEWS på turné
Når valget foregår i 98 kommuner og fem regioner, tager TV 2 NEWS med ud, hvor debatten finder sted, og på de sidste otte dage op til valget sender NEWS liveindslag fra valgreportere og direkte valgmagasiner fra hele landet.

Nyhedsvært Lasse Sjørslev er fra mandag 11. november fremskudt vært på NEWS’ daglige valgprogrammer, der i de følgende hverdage sendes fra Skagen, Holstebro, Fredericia, Svendborg, Hørve på Vestsjælland og Pederstrup på Lolland.

- TV 2 NEWS har konstant fokus på dansk politik, og vores ambition er både at følge valgkampens landsdækkende tendenser og de lokale og regionale kampe om borgmester- og formandsposter, siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS. Læs mere om dækningen af valgkampen på TV 2 NEWS.

Også kulturmagasinet ”Kulturen på NEWS” tager på turné. Under overskriften ”Hold nu kæft, København!” sætter programmet fokus på det kulturliv, som er skabt og lever uden for hovedstaden. Læs mere om ”Kulturen på NEWS” på tur.

Valgprogrammer på web-tv
Valgdækningen på tv2.dk bliver endnu større end tidligere, og det sker bl.a. i kraft af en valgalliance med Berlingske. Tv2.dk og b.dk offentliggør bl.a. en ny og omfattende undersøgelse af serviceniveauer og effektivitet i samtlige kommuner (’Kommuneindekset’). De to medier byder også på tre web-tv-valgprogrammer 6., 12. og 14. november, der skaber debat om valgkampens varme kartofler, fx ældreområdet, sundhedssektoren, folkeskolen og kontanthjælp.

- Tv2.dk er som skabt til dialog og involvering af borgerne. Her er der plads til nyheder og debat fra de helt lokale områder, og sammen med regionernes websider er det en utrolig styrkelse af lokaldemokratiet. Web-tv får ved dette valg sit gennembrud, siger Michael Dyrby.

TV 2s kommunalvalgsite, der netop er gået i luften, byder foruden nyheder og baggrund også på bl.a. ’Borgmester Bingo’, hvor man kan teste sin viden om landets borgmestre.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}