Stor debat om folkeskolen – på TV 2 og i andre medier

20. august 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Seere og debattører lagde mærke til TV 2s nyhedsudsendelser, debat og dokumentar om 200-års-fødselaren.

7. Z på Dronninggårdskolen i Holte forsøgte i 'Kundskab eller kaos' at etablere en mobilfri uge på skolen. (Foto: Finn Hagemann / TV 2)

Uge 33 var uge ét for den nye folkeskolereform – og en uge, hvor skolen derfor naturligt kom til debat. Debatten kom bl.a. i gang i kraft af TV 2s stærke fokus på folkeskolen i nyhedsudsendelser, dokumentarer, ’Go’ morgen Danmark’ og på tv2.dk i hele ugen.

Denne satsning fra TV 2s side blev også noteret på avisernes debatsider, hvor Morten Balling, Institut for økonomi ved Aarhus Universitet, bl.a. skrev i Jyllands-Posten:

”TV 2s udsendelser om folkeskolen, ’Kundskab eller kaos’ har været en rystende oplevelse. Seerne fik indblik i, hvorledes en gruppe lærere i den danske folkeskole mere eller mindre accepterede, at eleverne kunne have deres mobiltelefoner tændt i timerne. En af de medvirkende lærere brugte det argument, at en mere restriktiv linje vedrørende brug af telefonerne ville føre til konfrontationer med eleverne.”

Mere debat om disciplinen
Netop disciplinen i folkeskolen - herunder brug af mobiltelefoner i klasseværelserne - var temaet for den første af ugens to ’Kundskab eller kaos’-dokumentarer, og det gav ligeledes debat og kommentarer på de sociale medier:

På Twitter skrev Britt B: ”Hvad sker der med børn og deres mobiler? Fandme en skræmmende udvikling... Hvorfor må de være fremme i timerne? #kundskabellerkaos”.

Christian J. Schultz: "Mobilfri folkeskole må være en ambition og mål som relativt nemt kan lykkedes. Politikere, hjælp dog lærerne og eleverne #dennyefolkeskole".

Terje Vigan Hansen: "Jeg kan ikke føle mig tryk, hvis jeg ikke har min mobiltelefon på mig" - hvem bærer det ansvar? Er rystet på TV2 #dennyefolkeskole".

Fra Jacob Dalsgaard lød det: ”Det minder mig så meget om forrige år, hvor jeg var vikar på to folkeskoler. Det har ingen konsekvens at bryde reglerne.. #Kundskabellerkaos”.

Politikerne så med
I flere dagblade skrev Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, bl.a.:

”Lærere, der ikke tør konfrontere eleverne med brug af mobiltelefoner, fordi de kunne risikere at skabe en konflikt. Elever, der går midt i timerne for at holde såkaldte ”toiletfester” med andre elever, fordi de synes, at timen er ”kedelig”, og fordi de hellere vil sludre om løst og fast med deres kammerater. Total mangel på respekt. 

Det var, hvad vi onsdag aften var vidner til, da TV 2 viste dokumentarprogrammet ’Kundskab eller kaos’, der fulgte tre helt almindelige folkeskoleklasser i Slagelse, Horsens og i Nordsjælland.”

Oline og Celine fra 7.Y på Horsens Byskole tjekker mobilen. (Foto: Steen Linde / TV 2)

Også den nye konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, der er læreruddannet, lagde mærke til dokumentarprogrammerne på TV 2, da Politiken spurgte, hvilket nyligt tv-program der "har gjort indtryk" på ham:

"Det har TV 2s dokumentarserie om folkeskolen 'Kundskab eller kaos'. (...) Jeg synes, den kommer godt rundt om hverdagen i folkeskolen - både fagligheden, lærernes udfordringer, hvad børnene har med hjemmefra og så videre."

Opbakning til lærerne - og opsang til forældrene
TV 2s fokus på folkeskolen gav også sympati-tilkendegivelser til lærerne. På Twitter skrev ”Ida@Iller_91” således: ”Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg var folkeskolelærer! Stor respekt til dem #kundskabellerkaos”.

Brian Dybro skrev: "Stor respekt for lærerne, som insisterer på at bibringe eleverne forståelse for regler! Ikke bare kæft, trit og retning! #dennyefolkeskole".

Politikens tv-anmelder Henrik Palle skrev bl.a. således om ’Kundskab eller kaos’:

”Helt grundlæggende var det ganske glimrende fjernsyn, som ikke mindst lærer- og forældreorganisationer kan være mere end almindeligt tilfredse med. For konklusionen var ganske entydig: Penge, penge, penge og penge er midlet til at løse de svage elevers faglige problemer”.

Samtidig var der på de sociale medier opfordring til, at forældrene påtager sig et medansvar:

Casper Due: "Håber folk får øjnene op for hvilken rolle forældrene har i hele denne diskussion. Let at lade andre opdrage sine børn #dennyefolkeskole".

Jonas Juhler Hansen: Altså hvis der skal peges fingre ad nogen oven på #dennyefolkeskole, så må det da være forældrene til de små sociopater?"

Det tredje og sidste afsnit af ’Kundskab eller kaos’ sendes på TV 2 i aften, onsdag 20. august.

Læs mere om tv-seningen i uge 33 her

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}