Søvnløs

Henrik er en af de helt almindelige danskere med job, børn og fritidsinteresser, som kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen på grund af manglende søvn. (Foto: TV 2)

Henrik er en af de helt almindelige danskere med job, børn og fritidsinteresser, som kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen på grund af manglende søvn. (Foto: TV 2)

25. februar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 ser nærmere på en af tidens store sundhedsudfordringer: Søvnløshed. Mellem 300.000 og 400.000 danskere har så alvorlige søvnforstyrrelser, at det har seriøse konsekvenser for deres helbred, familier og sociale liv.

I to programmer kan seerne komme helt tæt på nogle af de mange trætte danskere, der om dagen kæmper for at overkomme jobbet og være til stede for familien, og om natten oplever desperationen over ikke at kunne sove. Programmerne forsøger både at give svar på, hvad den manglende søvn gør ved os, og hvad grunden er til, at så mange af os ikke kan finde ud af at sove.

Morten Resen, der selv har døjet med store søvnproblemer igennem mange år, er vært på programmet, og han opsøger nogle af de danskere, som også har problemerne inde på livet. Og så undersøger han, hvordan kroppen reagerer, når man fratager den søvn. Han tester eksempelvis på egen krop, hvordan ens køreegenskaber er efter 30 timer uden søvn. Men han ser også på, hvad der sker med en gymnasieklasse og deres indlæring, hvis eleverne bliver tvunget til at sove de anbefalede otte-ni timer hver nat. 

I første program, som sendes onsdag 11. marts, møder vi den 50-årige Lotte Lambæk fra Esbjerg, som i en lang årrække ikke har sovet mere end fire-fem timer i døgnet. Den manglende søvn har fået store konsekvenser for hendes livskvalitet, og nu har hun besluttet sig for at gøre noget ved det. Hun skal undersøges på en søvnklinik for at finde ud af, hvad hendes søvnproblem bunder i.  

I det andet program, som sendes torsdag 12. marts, ser vi nærmere på, hvad man kan gøre ved sine søvnproblemer. Lone, Henrik og Lene er tre helt almindelige danskere med job, børn og fritidsinteresser, men de kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen på grund af manglende søvn. 

Cykelhandler Henrik er far til tre og sover i gennemsnit to til fem timer om natten. Lige nu kæmper han desperat mod trætheden og føler, at det manglende overskud går ud over alle, han elsker. Lone kan ikke falde i søvn om aftenen, for i det øjeblik hun lægger hovedet på puden, går alle tankerne i gang, hvilket betyder at hun i lang tid kun har sovet mellem tre og seks timer om natten. Lene lever af at coache andre i at blive sunde og dyrker selv masser af motion - alligevel kan hun ikke sove. Situationen er så alvorlig, at kæresten er flyttet ud af soveværelset for at undgå at forstyrre hendes nattesøvn.

Nu har de alle sagt ja til at indgå i en søvnbehandling hos søvncoach Mikael Rasmussen, hvor de igennem et hårdt forløb på to måneder skal forsøge at få søvnen tilbage i deres liv.  Men selvom de alle drømmer om et normalt liv, kommer ingen af dem let til den eftertragtede søvn.

Billede {0} af {1}