Sjovere end originalen - ny sæson af 'Dobbeltgænger' på CHARLIE

Rasmus Krogsgaard, Jens Werner og Kasper Gattrup i 'Dobbeltgænger'. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Rasmus Krogsgaard, Jens Werner og Kasper Gattrup i 'Dobbeltgænger'. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

08. februar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra søndag 12. februar er vært Camilla Miehe-Renard klar med nye udgaver af underholdningsprogrammet 'Dobbeltgænger' på TV 2 CHARLIE.

Endnu engang må en række kendte danskere se sig parodieret på morsomste vis, når 'Dobbeltgænger' vender tilbage med en ny sæson på TV 2 CHARLIE. Denne gang er det Jens Werner, Inger Støjberg, Erik Clausen og Bertel Haarder, der skal i den varme stol, når to komikere skal dyste om at lave de bedste parodier på dagens hovedperson.

 - Jeg synes helt klart, vi tager programmet til the next level i denne sæson. Der er flere lege og nogle virkelig fantastiske hovedpersoner og parodister, der i den grad har været nede og 'nørde' i detaljen for at ramme vores kendte lige på kornet, lyder det fra vært Camilla Miehe-Renard.

Se trailer her.

Programmet består af både interview med dagens hovedperson og en række parodilege, hvor to komikere udfører en fiktiv scene fra hovedpersonens liv. Og her bliver der masser af grine af, lover Camilla Miehe-Renard:

 - Der er en skøn scene, hvor vi tager på en tidsrejse tilbage til Bertel Haarders studenterfest. Han blev hjemmeskolet det meste af sin barndom, så han havde det lidt svært med pigerne – og den slags er jo guf for vores parodister. I en anden tidsrejse tager vi tilbage til dengang, hvor Jens Werner var chauffør for kongehuset. Det kommer der noget hylende morsomt ud af, afslører værten.

I premiereprogrammet søndag 12. februar klokken 20.55 er hele Danmarks dansedommer Jens Werner den første, der bliver taget under kærlig behandling, når komikerne Rasmus Krogsgaard og Kasper Gattrup skal kæmpe om, hvem der kan lave de bedste og sjoveste parodier. Der bliver både danset, grinet og til sidst kåres den komiker, der har gjort det mest overbevisende.

Billede {0} af {1}