Knap 600.000 seere tog imod TV 2s nye miniserie ’Hjørdis’ med åbne arme – og ’Operation X’ og ’På røven i Nakskov’ gav debat.
Mandag aften var der premiere på TV 2s nye spinoff-serie ’Hjørdis’ i fire afsnit. Seertallet blev 591.000 med en seerandel på 32 procent blandt alle danskere. Vurderingen var 3,9 på en skala fra 1 til 5. Dagen efter fik serien fire anmeldelser med henholdsvis fire stjerner i Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis og tre stjerner i BT og Nordjyske Stiftstidende. Politiken gav to stjerner.
I sin anmeldelse i i Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis med oveskriften ’Klassens time for hele familien’ skrev Marianne Kjær bl.a.:
”Hjørdis, fremragende spillet af Lise Baastrup, er nu hovedperson i sin egen serie – med en forsigtig start på fire afsnit. ’Hjørdis’ er lun, i familiehøjde og noget så genkendelig dansk. Det lover i hvert fald første afsnit.”
På TV 2 PLAY kom ’Hjørdis’ også godt fra start. Snigpremieren på første afsnit blev ugens mest afspillede program. ’Hjørdis’ er samtidig den programserie, der aktiverede flest abonnenter på TV 2 PLAY i ugen med snigpremiere på første afsnit. Og apropos TV 2 PLAY: TV 2s digitale tv-tjeneste klarede sig igen strålende og havde sin næstbedste uge nogensinde – og sin hidtil bedste uge for video on demand-visninger.
Fredag aften strømmede seerne til ’Tivolirevy – TAM TAM i Glassalen’ - der i snit underholdt 632.000 seere og havde en seerandel på 33 procent helt frem til kl. 23. Aftenen, som blev indledt med ’Klipfiskerne’, gav TV 2 den stærkeste fredag i primetime siden VM i håndbold i januar. Ugens TV 2-topscorer var ’Landmand søger kærlighed’, der blev set af 685.000 trofaste seere og fik en vurdering på 4,1.
Se Gallups pressemeddelelse med tv-hitlister og fordelingen af ugens tv-sening her.
Debatskabende tv
Med seertal på 544.000 var ’Operation X: Den store job-fidus’ også blandt de programmer, som løb med danskernes – og politikernes – opmærksomhed. Programmet satte fokus på misbrug af jobrotationsordningen, og beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) vil stoppe snyd med ordningen: ”Det, som ’Operation X’ har bragt frem i lyset, er helt uacceptabelt”, siger ministeren.
Også Berlingske dækkede sagen 22. og 23. maj. I artiklen ”Jobrotation sprænger budgettet” sagde Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, at han vil have Rigsrevisionen til at kulegrave hele beskæftigelsesindsatsen.
Dokumentarserien ’På røven i Nakskov’ fortsætter med at skabe debat blandt politikere og samfundsdebattører. I forlængelse af torsdagens udgave af 22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen fortsatte TV 2 debatten om fattigdom med afsæt i dokumentarserien. Blandt deltagerne i torsdagens debat var Irene Rasmussen, der medvirker i dokumentaren, samfundsdebattør Lisbeth Zornig, formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, og Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro.
En af de mange, som har ytret sig i debatten, er forfatter Lars Olsen, som i et debatindlæg i Jyllands-Posten bl.a. skrev:
”Grundlæggende skal TV 2 dog have ros: Vi får et usædvanligt nuanceret billede af nogle mennesker, som ellers reduceres til stereotyper og statistik. Så kære læser: Stå på serien – i tv eller på nettet. Dette er ikke reality-tv, men den skinbarlige virkelighed”.