
Ny sæson af TV 2s unikke og underholdende portrætprogram er på skærmen fra tirsdag 19. februar.
De fem stjerner på slottet er fra venstre: Morten Spiegelhauer, Lisbet Dahl, Joachim Boldsen, Ibi Støving og Janus Bakrawi. (Fotos: Henrik Kloch / TV 2)
Lisbet Dahl, Joachim Boldsen, Ibi Støving, Janus Nabil Bakrawi og Morten Spiegelhauer er stjernerne, når TV 2 fra tirsdag 19. februar byder indenfor til en ny sæson af portrætserien "Stjernerne på slottet" på TV 2 og TV 2 Play.
Sammen er de taget til Italien, hvor de for en uge skal bo sammen på det smukke vinslot ”Villa Vistorini”.
Resultatet er blevet til fem unikke portrætprogrammer, hvor seerne kommer helt ind på livet af de fem stjerner, som ikke er bange for at fortælle røverhistorier, udfordre hinanden på godt og ondt og vise overraskende nye sider af sig selv.
Tv-vært Morten Spiegelhauer og håndboldspiller Joachim Boldsen hygger sig med strikketøjet, men skuespiller Janus Bakrawi får en kaffetår.
Drengerøvshumor
I denne sæson er det drengerøvshumoren, der præger ugen. For når en håndboldspiller, en revystjerne, en drengepige, en journalist og en tv-vært mødes, opstår der masser af energi og farverige samtaler.
Sammen løfter de hinanden og træder over de sværeste grænser, når de hver især fortæller deres historier fra en helt ny vinkel. Og på fem dage opstår der et varmt venskab mellem de fem stjerner, der hudløst ærligt får vendt livets op- og nedture.
I løbet af de fem dage har stjernerne hver deres helt egen dag. Her får de mulighed for at fortælle deres livshistorie og udfordre de andre i både snedighed, fysisk formåen og udholdenhed.
Tv-vært Ibi Støving, skuespiller Janus Bakrawi, håndboldspiller Joachim Boldsen, skuespiller Lisbet Dahl og tv-vært Morten Spiegelhauer bor sammen i fem dage på et vinslot i Italien, hvor de kommer tæt på hinanden og og udfordrer hinanden til at gå linen ud - fysisk og mentalt.
Overraskelser i vente
Der er overraskelser i vente: Hvorfor er Morten Spiegelhauer bange for heste? Lykkes det Janus Nabil Bakrawi at få Joachim Boldsens indre inder frem? Har Lisbet Dahl fortrudt noget i sit liv? Har Joachim Boldsen altid været en traktor? Kan Morten Spiegelhauer smile? Og kan Ibi Støving samle tropperne til at opføre et balletstykke for et publikum?
- Igen i år synes jeg, at det er blevet en rigtigt stærk sæson med fem store og meget forskellige personligheder. De fortæller nogle meget vedkommende og nære historier, som har haft stor betydning for dem og for det liv, de lever i dag, siger TV 2-redaktør Heidi Kim Andersen og fortsætter:
- Samtidig er underholdningen helt i top, fordi vores hovedpersoner meget modigt trodser grænser ved at kaste sig ud i halsbrækkende eller komiske aktiviteter og udfordringer.
Ibi Støving og Joachim Boldsen.
Unikt indblik i stjernernes liv
Alt, hvad der foregår på de enkelte dage, er tilrettelagt af dagens hovedperson og har med hovedpersonens liv og historie at gøre.
Og det gælder alt i dagens program, lige fra hvordan deltagerne står op, til hvad de skal have at spise, og til hvilke aktiviteter de har planlagt for dagen.
Også i år kommer der et ekstra program, hvor de fem stjerner ser tilbage på turen og fortæller om, hvad de har lært af opholdet og af hinanden.
Håndboldspilleren Joachim Boldsen iført krigsmaling - klar til en omgang seriøs amerikansk fodbold.
Program 1 – Joachim Boldsen
Joachim Boldsen viser i programmet tirsdag 19. februar sin mere følsomme side frem, når han præsenterer de andre stjerner for et digt, han har skrevet. Til gengæld får de alle prøvet kræfter med deres mere maskuline sider i dagens ene udfordring: American football.
Det bliver en dag med fortællinger om kærlighed til livet, Joachims familie og ikke mindst karrierens op- og nedture. Om sorger, kriser og håb om fremtiden. Og gruppen bliver grundigt rystet sammen, da turen kommer til yoga, hvor de for alvor skal komme hinanden ved.
Joachim Boldsen er 34 år. Han er en markant spiller på håndboldbanen og har i løbet af sin karriere spillet for storklubber som SG Flensburg-Handewitt, FC Barcelona, AG København og nu KIF Kolding-København.
Joachim Boldsen har også spillet ti år på landsholdet, med hvem han var med til at vinde EM-guld i 2008. Han stoppede landsholdskarrieren i 2008, men kan i dag opleves som ekspert for TV 2|SPORTEN ved herreslutrunder.
Det er Lisbet Dahls tur til at bestemme, hvad dagen skal bruges til - det indebærer bl.a. en tur på scooter.
Program 2 – Lisbeth Dahl
Lisbet Dahl åbner i programmet tirsdag 26. februar for sit liv, når de andre stjerner får fortællingen om rappenskralden Lisbet, der godt kan lide at få sin vilje.
Men Lisbet Dahl rummer meget mere, så dagen bliver også fyldt med historier om en barndom, der var præget af humor og hjertelig galskab, ligesom Lisbet Dahl introducerer de andre til sin forkærlighed for det okkulte og det italienske. Og så får stjernerne stillet de uundgåelige spørgsmål til Lisbets store familie.
Lisbeth Dahl er 66 år og kan med rette siges at være dronning af den danske revyscene. Især har hun sat sit præg på Cirkusrevyen, hvor hun debuterede i 1974 og stadig både er aktiv som skuespiller og instruktør. Lisbeth Dahl er også kendt fra film og tv, f.eks. ”Den kroniske uskyld” (1985), ”Sort høst” (1993) og ”Sommer” (2008-09).
Skuespiller og tv-vært Janus Nabil Bakrawi i den udgave af "Stjernerne på slottet", som sendes tirsdag 5. marts.
Program 3 – Janus Nabil Bakrawi
I programmet tirsdag 5. marts folder skuespiller Janus Nabil Bakrawi sig ud i dagens udfordringer. De andre skal prøve at lave en Bollywood-trailer, og det falder dem slet ikke let.
Janus Bakrawi gemmer også på en hjerteskærende fortælling om en bortførelse som barn – en fortid, som har haft stor betydning for hans liv i dag, og de andre stjerner får både grinet og grædt på Janus’ dag.
Janus Nabil Bakrawi er 38 år og uddannet fra Skandinaviens Teaterskole i 1995. I 1998 havde han sin første store rolle i filmen ”Pizza King”, som han også var medforfatter på.
Siden har han især gjort sig bemærket på tv i serier som ”Taxa”, ”Ørnen”, ”Forbrydelsen”, "Rita" og senest i dokumentarserien ”De bortførte børn”, hvor han undersøger sager om børn, der er blevet bortført af familiemedlemmer.
Ibi Støving er hovedperson i program fire i den nye sæson af "Stjernerne på slottet".
Program 4 – Ibi Støving
Ibi Støving har ikke altid haft det lige let. Det er blot én af mange ting, de andre stjerner lærer i programmet tirsdag 12. marts om kvinden fra fjernsynet. For Ibi Støving har altid gået sine egne veje– og det har ikke været velset.
I dagens udfordringer bliver stjernerne udsat for fysiske strabadser og sågar en ballet. Det er en rørende dag med stærke fortællinger og høje grin, når Ibi for alvor går linen ud.
Ibi Støving er 38 år og kan både skrive sangerinde, skuespiller, model og tv-vært på sit cv.
Hun tonede første gang frem som tv-vært i 2005 på programmet ”Paradise Hotel” og har siden været vært på ”Velkommen hjem”, ”4 bryllupper”, ”Ånderne vender tilbage” og ”Weekend weekend”. I dag er hun vært på ”Go’ morgen Danmark”.
Morten Spiegelhauer konfronteres i "Stjernerne på slottet" med sin angst for heste.
Program 5 – Morten Spiegelhauer
Morten Spiegelhauer er kendt som manden med det stålfaste blik og den determinerede gang. Men ikke på slottet. For her viser Morten Spiegelhauer i programmet tirsdag 19. marts sine sjove og kreative sider til de andre stjerner.
I løbet af dagen lærer de andre, at Morten Spiegelhauer bestemt også har en blød og humoristisk side i sig, og at livet som tv-vært ikke altid har været lige let at håndtere, når trusler fra omverdenen tager overhånd.
Morten Spiegelhauer er 43 år. Siden han blev uddannet journalist i 1997, har han lavet ungdoms-tv på DR2 og radio for både DRs P1 og P3. Inden han forlod DR i 2004 var han en af hovedkræfterne bag udviklingen af P3-Nyhederne.
Morten Spiegelhauer er i dag vært for det prisvindende dokumentarprogram ”Operation X” på TV 2, hvor han afslører svindlere.
På Lisbet Dahls dag introducerer hun de andre for sin forkærlighed for det okkulte. Fra venstre er det Morten Spiegelhauer, Joachim Boldsen, Lisbet Dahl, Ibi Støving og Janus Bakrawi - og bagved mediet Marion Dampier-Jeans.
Program 6
Efter fem fantastiske dage på et vinslot i Italien er rejsen slut for de fem stjerner. Ingen af dem havde forventet, at de ville komme så tæt på de andre stjerner, og at det ville blive så forrygende og intensiv en uge.
I det sjette og sidste program ser de fem tilbage på ugen, der gik, på det der har gjort mest indtryk, og på hvad de tager med sig videre.