"Operation X" trækker igen overskrifter

Stor debat om antibiotikaforbruget i svineproduktionen, politianmeldelse af svineavler, bod til samme avler og ros fra en anden landmand.

Morten Spiegelhauer og "Operation X" gik undercover i den danske svinebranche, og det fik stor opmærksomhed. (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


Ugens "Operation X"-program om bl.a. overforbrug af antibiotika og overtrædelser af reglerne for dyrevelfærd i dansk svineavl har igen ført til stor debat og har trukket overskrifter i medierne.

Efter programmet er en svineavler i programmet meldt til politiet af både Dyrenes Beskyttelse og af Fødevarestyrelsen.

- Vi politianmelder landmanden for overtrædelse af dyrevelfærdsreglerne. Samtidig vil vi aflægge både ham og den dyrlæge, der står for tilsynet med gårdens besætning, et kontrolbesøg, siger Per Henriksen, der er Fødevarestyrelsesns øverste ansvarlige for dyrevelfærd og for anvendelsen af antibiotika hos danske landmænd, til Dagbladet.

Den pågældende landmand har i øvrigt også fået tre måneders bod fra slagteriet for at have overtrådt reglerne. Det betyder, at han bliver trukket i sin afregning og ikke får fuld pris for sine slagtesvin.

Dyrlæger: "Gult kort"-ordning er ikke nok
"Operation X" beskrev bl.a. en ny "gult kort-ordning" fra Fødevareministeriet, som skal anvendes over for de landmænd, som har det højeste forbrug af antibiotika. Men denne "gult kort"-ordning er ikke nok, mener Arne Skjoldager, formand for Den Danske Dyrlægeforening.

- Der ligger nogle fornuftige tiltag i "gult kort"-ordningen. Men så skulle der også være et rødt kort og et grønt kort, siger Arne Skjoldager til Effektivt Landbrug og fortsætter:

- Politikerne skal tage ansvaret for den liberalisering af medicinforbruget, som de selv har indført. Og så skal dyrlægerne - i samarbejde med landmændene - komme den ubegrundede forebyggende behandling til livs. For det kan være svært at se, om en gris har diarré som følge af en virus, hvor antibiotika ikke virker, eller om der er tale om en bakterie. Her er det, vi dyrlæger kommer ind i billedet.

Ros til "Operation X" fra landmand
"Operation X" opnåede også at blive rost for mandagens udsendelse.

- Jeg synes, det var et godt stykke journalistisk arbejde. Det satte fokus på et problem, som vi ved eksisterer, og som vi skal have gjort noget ved, sagde landmand Troels Lundby til Randers Amtsavis og fortsatte:

- Det er jo umuligt at forsvare den enkelte landmand, der blev hængt ud i programmet. Heldigvis var der ikke påstande om, at det er sådan alle steder. Programmet var også på besøg et sted, hvor der er styr på produktionen.