På mere "Razzia"

Fra torsdag 3. november tager TV 2 igen på "Razzia". I efteråret både med SKAT og Fødevarekontrollen.


Torsdag 3. november er TV 2s populære reportageserie "Razzia" tilbage, og i løbet af efterårets 16 nye programmer kommer seerne helt tæt på dem, der snyder med SKAT og fødevarer.

Med SKAT oplever seerne direktører blive snuppet på Strandvejen og få millionbøder for at køre i deres firmabiler på helligdage, og vi er med, når tolderne beslaglægger ulovlige varer og narkotika.

Som noget nyt er "Razzia" også med, når det handler om den tungere økonomiske kriminalitet. I løbet af efterårets programmer følger reportageserien blandt andet retssagen med fotomodellen Camilla West, afslører ulovlig rengøringsvirksomhed med sort arbejde og følger processen med at sælge konfiskeret rockerguld.

På jagt efter "syg" mad
"Razzia" tager også ud med fødevarekontrollanter. Med dem kommer vi tæt på dem der er blevet syge af mad. Vi er med de specialister, der skal spore, hvor smittekilderne er, når et selskab på et hotel bliver syge, når frokostordningen sender dusinvis af medarbejdere på toilettet og i sygesengen på samme tid.

"Razzia" opsporer også ulovlige slagterier og kommer uanmeldt til restauranter, der ikke har styr på deres smiley'er.

Direktører, rockere og sporhunde
Sæsonens tre første afsnit er med SKAT. I premiereafsnittet står den på regninger i millionklassen til direktører fra Strandvejen og beslaglagte luksusvarer fra rockermiljøet, når medarbejdere fra SKAT tager på uanmeldt besøg rundt i landet. Og i Kastrup Lufthavn slippes narkohundene løs og gør et fund, der er en hel del ud over det sædvanlige.