Nyt team skal forny og styrke TV 2 PLAY-indholdet

Morten Lübbert og Dorte Høeg Brask tiltræder hos TV 2 PLAY henholdsvis 15. januar og 1. februar.

Morten Lübbert og Dorte Høeg Brask tiltræder hos TV 2 PLAY henholdsvis 15. januar og 1. februar.

12. januar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt indholdsteam skal knytte TV 2 PLAYs behov endnu bedre sammen med TV 2s lineære forretning og skabe nye serielle TV 2 PLAY-fortællinger af kort varighed.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 PLAY etablerer med to nyansættelser i de kommende uger et nyt PLAY-indholdsteam, der skal være med til at styrke og forny indholdet på TV 2s hastigt voksende streamingtjeneste.

Dorte Høeg Brask, der kommer fra en stilling som digital redaktør på børneområdet i DR, er pr. 1. februar ansat som redaktionel projektleder hos TV 2 PLAY, mens Morten Lübbert, der senest var partner i produktionsselskabet Highwire, pr. 15. januar er udpeget til branded content producer i TV 2 PLAY.

- De to ansættelser er et godt billede på den udvikling, vi har gang i på TV 2 PLAY, og jeg er superglad for det nye indholdsteam, vi her får etableret til at supplere de stærke kræfter, vi allerede har ombord, siger indholdschef for TV 2 PLAY, Sune Roland, og fortsætter:

- Som redaktionel projektleder skal Dorte Høeg Brask sikre, at vi knytter TV 2 PLAYs behov endnu bedre sammen med vores lineære forretning. Når vi sidder og kigger et år frem på, hvilke programmer der sandsynligvis vil komme til at klare sig godt på PLAY, skal Dorte være dén, der går til den ansvarlige tv-redaktør og finder modellen for, hvordan kan vi udvide det enkelte programs univers på PLAY. Det kan være som et eller flere ekstraprogrammer, ekstra scener eller en særskilt programserie, der bevæger sig i samme univers som det lineære indhold.

Sune Roland er indholdschef for TV 2 PLAY - og kanalchef for TV 2 Networks-kanalerne ZULU, CHARLIE og FRI. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


Ansættelsen af Morten Lübbert som branded content producer på TV 2 PLAY sker som konsekvens af, at branded content er i eksplosiv vækst både nationalt og internationalt, og ansættelsen kommer i forlængelse af etableringen af en decideret branded content-afdeling i TV 2s kommercielle afdeling. Markedet efterspørger stærke mediebrands som TV 2 til udvikling af indhold i et redaktionelt kvalitetsmiljø.

- Vi oplever, at adskillige kommercielle aktører er interesserede i at arbejde tættere sammen omkring indhold. Derfor er vores målsætning at blive landets bedste til – sammen med de danske producenter – at producere det, vi kalder branded content shorts, som er serielle fortællinger af kort varighed i samarbejde med et kommercielt brand. Vi har et ønske om at nå op på seks-otte serier om året, som vi f.eks. kan distribuere, når der er pause i de store tv-sæsoner og dermed god plads på TV 2 PLAY, siger Sune Roland.

Indholdsudvikling rettet mod streaming på TV 2 PLAY
Dorte Høeg Brask glæder sig til opgaven at udvikle TV 2 PLAYs indholdsstrategi og til – i et tæt samarbejde med tv-redaktører på tværs af kanaler og brands – at sikre, at indholdsudviklingen også altid er rettet mod streaming på TV 2 PLAY.

- Det er selvfølgelig med vemod, at jeg forlader børneområdet, men jeg har fået et tilbud, som er vildt spændende og udfordrende, og hvor jeg kan bruge mine digitale og indholdsmæssige kompetencer på den helt store klinge. I en digital virkelighed, hvor konkurrencen om brugernes tid skærpes, er kvaliteten af streamingtilbuddet afgørende, og jeg er glad for at få lov til at løfte denne vigtige opgave hos TV 2 PLAY og sikre den størst mulige gennemslagskraft for alt det stærke indhold fra TV 2-familien, siger Dorte Høeg Brask.

TV 2 offentliggjorde i slutningen af 2017, at TV 2 PLAY har over 350.000 abonnenter svarende til flere end 700.000 brugere.

Billede {0} af {1}