Nyhedsdirektør udpeget på TV 2

TV 2s direktion udvides med nyhedschef Michael Dyrby.

TV 2s nyudnævnte nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


Nyhedschef Michael Dyrby indtræder i direktionen på TV 2 og sikrer dermed nyhedsformidlingen en central plads i virksomhedens øverste ledelse.

Michael Dyrby vil i sin stilling som nyhedsdirektør få ansvaret for både TV 2|NYHEDERNE, TV 2 NEWS og TV 2|SPORTEN – tre områder, der fortsat vil have hver sin chef, og hvor han selv fortsætter i rollen som nyhedschef.

- Jeg er meget glad for, at Michael Dyrby har valgt at takke ja til at tage plads ved direktionsbordet på TV 2. Han er et kompetent nyhedsmenneske, en dygtig leder og en engageret kollega. TV 2 er en public service-station, hvor nyhedsformidlingen udgør en stor del af programvirksomheden, så det er for mig kun naturligt, at så vigtigt et område får plads i direktionen, siger TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup.

Michael Dyrby har været ansat på TV 2 siden 1994 – de seneste seks år som nyhedschef.

- Det er et fantastisk job på en fantastisk arbejdsplads. Det er en glæde, at ledelsen på TV 2 vil bruge mine evner – også på direktionsgangen. Jeg arbejder hver dag for, at TV 2|NYHEDERNE gør sit yderste for at give danskerne troværdige og forståelige nyheder. Det er en tv-station med format, der ofrer så mange ressourcer på nyheder. En nyhedsdirektør i TV 2s ledelse er med til at understrege dette, siger Michael Dyrby.

TV 2s direktion består af adm. direktør Merete Eldrup, finansdirektør Peter Normann, kommerciel direktør Flemming Rasmussen, programdirektør Palle Strøm og fra 1. maj således også nyhedsdirektør Michael Dyrby.