Ny TV 2-dokumentar om Se og Hør - fra fest til moralsk forfald

15. maj 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Casper Christensen og andre kendisser fortæller om deres oplevelser.

Standupkomiker Casper Christensen er en af dem, ugebladet Se og Hør har overvåget. (Foto: TV 2)

I en ny TV 2-dokumentar 'Se og Hør-skandalen: Til stregen - og over', som vises på tirsdag 20. maj kl. 20.50, siger den populære standupkomiker og tv-vært Casper Christensen om ugebladets overvågning:

- Sagen med tys-tys-kilden, og at de har overvåget ens dankort, er et vanvittigt overgreb. Men jeg bliver ikke så chokeret som den almindelige dansker, for jeg har prøvet ting, der var lige så slemme gennem mange år. Det her er bare dybt ulovligt, siger Casper Christensen.

- Det kæmpestore skift kommer, da Henrik Qvortrup kommer til. Nu er der ikke længere fest på Se og Hør, nu er der ikke længere noget samarbejde eller tåleligt forhold. Nu er det de kendte og Se og Hør-redaktionen mod hinanden, fortæller Casper Christensen.

Fra fest og fadøl til moralsk forfald
Dokumentaren beskriver Se og Hørs moralske forfald fra glade dage med fadølsanlæg på redaktionen og et festligt samarbejde med de kendte – hvor en negativ historie kunne bremses – og frem til en ny og mere hardcore redaktionslinje ved Henrik Qvortrups tiltræden som chefredaktør.

TV 2 har også talt med kendte danskere som Amin Jensen, Annette Heick og Camilla Miehe-Renard samt de to tidligere ansatte på Se og Hør, journalist John Lindskog og Peer Kaae. Sidstnævnte har også skrevet bogen 'I sandhedens tjeneste' om ugebladet.

Tidligere Se og Hør-journalist og forfatter bag bogen 'Livet, det forbandede', som startede hele skandalen, Ken B. Rasmussen, siger i dokumentaren:

- Hvis vi siger, at alle journalister kører motorcykel, så var vi nok Bandidos. Ligesom Bandidos havde vi ikke nogen regler. Vi havde ikke nogen presseetiske regler, som vi død og pine skulle overholde.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}