'Mit luksushus' - boliger, der blæser dig omkuld

Simon Lau Cederholm og Cecilie Hother fra ’Mit luksushus’. (Foto: Simon Mouridsen / TV 2)

I TV 2 FRIs nye livsstilsserie 'Mit luksushus' besøger Cecilie Hother i fire programmer fire danskere og deres familier i deres vildt fascinerende boliger og får historierne bag både huse og ejere. Se med fra tirsdag 22. maj klokken 21.30. 

Af Tina Anna Christiansen, TV 2 Kommunikation

WAUW! Pusten bliver taget helt fra hende, da hun træder ind i Det Graae Palæ på Frederiksberg. En bolig på 1300 kvadratmeter beklædt med marmor til en anslået værdi af 73 millioner kroner. Og så er indboet ikke engang regnet med!

Cecilie Hother er netop ved at lægge sidste hånd på TV 2 FRIs nye livsstilsserie, 'Mit luksushus', hvor hun i fire programmer besøger fire danskere, som helt ekstraordinært er gået med til at lukke Cecilie ind i deres private luksushuse både i Danmark og i udlandet. Og hun er stadig blæst omkuld af det første møde med boligen på Frederiksberg, som vi ser i premiereprogrammet.    

- Det var så vildt. Så storslået, så flot, så lækkert, så fascinerende. Det var jo ikke bare huset, men hele bygningen og historien om det, fortæller Cecilie Hother.   

I første program besøger Cecilie Hother den karismatiske entreprenør Gregers Graae og bliver budt indenfor i tre hans hjem på Frederiksberg, i Marbella og i Sakskøbing (billedet).
(Foto: Simon Mouridsen / TV 2)

Gode historier    
Ejeren af Det Graae Palæ hedder Gregers. Han er entreprenør og har mange forskellige huse rundt om i verden. Han inviterer også Cecilie indenfor i sine huse i Sakskøbing og på den spanske solkyst i det eksklusive Marbella. Han viser med glæde rundt og fortæller samtidig om sit liv. Og om sine drømme for sin familie og for fremtiden. Gregers er 71 år og har fantastiske fortællinger at dele ud af. 

- Det har været dybt fascinerende og inspirerende at møde ejerne af husene. De har så mange gode historier at fortælle - især om, hvordan det er lykkedes dem at få opfyldt deres vildeste boligdrømme. De har knoklet for det, og det har jeg den dybeste respekt for, siger Cecilie.

Cecilie Hother besøger i fire programmer fire danskere i deres luksushuse rundt om i verden blandt andet i Brasilien, hvor Simon Lau Cederholm har slået sig ned.
(Foto: Simon Mouridsen / TV 2)

Rundt i verden
Ud over Gregers besøger Cecilie også Simon, Mikkel og Jesper, der bor i blandt andet Brasilien, Silkeborg og Piemonte i Italien - i huse, som de fleste af os kun kan drømme om at bo i. Det er danskere, der har satset alt for deres boligdrømme. Men hvad er historien bag de mennesker, der tør og formår at leve deres vildeste boligdrømme helt ud? Hvordan ser danskhed ud, når du lever fjernt fra Danmark? Hvordan har de tjent penge nok til at realisere deres fantasier? Hvad er deres livsværdier? Og hvad er udfordringerne, når man ikke bare kan nøjes med det almindelige? Det er nogle af de ting, Cecilie får svar på i 'Mit luksushus'.    

I TV 2 FRIs nye livsstilsserie, 'Mit luksushus' besøger Cecilie Hother i fire programmer fire danskere i deres vildt fascinerende boliger. Se med fra tirsdag 22. maj på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.
(Foto: Simon Mouridsen / TV 2)

En heldig kartoffel   
For Cecilie har serien betydet flere ting - dels har hun i mange år drømt om at være vært på lige præcis en programserie som 'Mit luksushus', dels har hun fået masser af inspiration til sin egne boligdrømme:   

- Jeg føler mig som den heldigste i hele verden. Jeg har jo nærmest vandret rundt i et boligmagasin og har fået så mange gode ideer til mit eget hus. For det kan programmerne også - inspirere, siger Cecilie, der dog ikke har planer om at få samme flygel hjem i huset, som hun 'mødte' hos Gregers:   

- Uha nej, der blev jeg en lille smule skræmt, for jeg er jo lidt motorisk klodset. Jeg havde det virkelig som et barn, der var bange for at ødelægge noget, da jeg fik at vide, at det flygel koster en million kroner! Men hold op, hvor var det smukt, og jeg ville ønske, jeg havde lyttet lidt mere til min klaverlærer, lige da jeg sad der. For tænk, hvis jeg bare havde kunnet spille 'Lille Peter Edderkop' på et flygel til en million kroner? Det ville have været en oplevelse, siger Cecilie.

Tag med Cecilie Hother og TV 2 FRI til Brasilien, Silkeborg, Italien, Marbella, Mallorca, Frederiksberg Sakskøbing i 'Mit luksushus' - det er fra tirsdag 22. maj klokken 21.30 på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.  

Se trailer for 'Mit luksushus' herunder.