'Med børnene som våben – krigen fortsætter'

14. januar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Efter TV 2-dokumentarserien 'Med børnene som våben' ville politikerne gribe ind - men regeringens skilsmissepakke er ikke tilstrækkelig til at hjælpe de mange skilsmissebørn.

Sidste år satte TV 2 fokus på en række dramatiske skilsmisser, hvor børn mister kontakten til deres far eller mor. Et enigt folketing ville ændre systemet, men TV 2 viser, hvordan systemet ikke hjælper Cirkelines (tv.) og Lonnies børn, som stadig ikke ser deres mor. (Fotos: Dokumentarkompagniet / TV 2)

Sidste år satte TV 2 fokus på en række dramatiske skilsmisser, hvor børn mister kontakten til deres far eller mor. Et enigt folketing ville ændre systemet, men regeringens skilsmissepakke er slet ikke tilstrækkelig til at hjælpe de mange skilsmissebørn.

I programmet 'Med børnene som våben - krigen fortsætter' sætter TV 2 fokus på en helt ny sag, hvor to børn mister kontakten til deres mor. Og programmet viser, hvordan systemet heller ikke hjælper Cirkeline Westergaard og Lonnie Bjørnlunds børn, som stadig ikke ser deres mor.

Politikere ville gribe ind
I dokumentarserien 'Med børnene som våben', som blev vist på TV 2 i maj 2014, mødte vi nogen af de 800 forældre, som Statsforvaltningen hvert år fratager retten til at se deres børn. Efter programmerne var politikere fra alle partier enige om, at der skulle gribes ind.

I efteråret præsenterede socialminister Manu Sareen en skilsmissepakke:

- Målet er at forhindre, at det kan betale sig at chikanere den anden forælder ud af samværet. Det er sådan i dag, at det kan man rent faktisk, og at det i gåseøjne kan betale sig at chikanere – og det skal vi have sat en stopper for, lovede ministeren.

Cirkeline ser ikke sine børn længere efter en dramatisk skilsmisse.

Har politikerne gjort nok?
Men hvad indeholder skilsmissepakken, og vil den overhovedet hjælpe? Flere eksperter er enige om, at politikerne slet ikke har gjort nok for de børn, der risikere at miste kontakten til deres mor eller far. At de nye politiske tiltag - på trods af alle løfterne - ikke vil hjælpe børnene tilstrækkeligt.

Den tidligere formand for familieadvokaterne Helle Larsen siger:

- Det, der bekymrer mig, er, at politikerne lige nu jagter hurtige pakkeløsninger i stedet for at sætte sig ned og sige, har vi overhovedet et system, vi kan være bekendt over for børnene.

Onsdag 15. januar følger TV 2 op på sagen. I programmet 'Med børnene som våben – krigen fortsætter' undersøger vi, hvilken effekt de politiske løfter vil have på de konfliktfyldte skilsmissesager.

Vi følger Cirkeline Westergaard og Lonnie Bjørnlunds kamp for igen at se deres børn. Sidste år fortalte de, hvordan deres eksmænd gennem flere år har afskåret dem fra samvær med deres børn. Politikerne var dengang rystede, men vil systemet nu hjælpe Cirkeline og Lonnies børn til igen at se deres mor?

Endelig går vi ind i en helt ny sag. For kun en måned siden - i december 2014 - afgjorde Statsforvaltningen, at Tina fra Østjylland ikke længere har ret til samvær med sine to børn.

Vi stiller spørgsmålet, om de politiske tiltag ville have hjulpet. Om socialministerens bebudede indgreb vil hjælpe de børn, der på grund af systemet risikerer at miste kontakten med deres far eller mor.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}