Massiv VM-interesse

14. juli 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Selv uden dansk deltagelse var VM-fodbold et seerhit, og det samlede VM-forbrug lander på 15 timer og 12 minutter i 2014.

Philipp Lahm var med til at sikre Tyskland VM-guldet. (Foto: Getty Images / TV 2)

VM hittede hos danskerne, og det samlede VM-forbrug lander på 15 timer og 12 minutter pr. dansker på tre år og derover. Dermed har VM-interessen været endnu større end i 2006, som er den seneste VM-slutrunde uden dansk deltagelse. Mens danskerne i gennemsnit så knap 14 timers VM i 2006, stiger VM-seningen i 2014 altså med ni procent. 

Seningen på TV 2-kanalerne og DR-kanalerne fordeler sig jævnt. Mens 48 procent af VM-seningen er sket på TV 2 og TV 2 ZULU, har 52 procent fulgt med på DR1 og DR3. Det er den samme fordeling som i 2006. 

VM-finalen mellem Argentina og Tyskland blev forventeligt årets mest sete VM-kamp, og der var i alt 1,9 mio. danskere, der så finalen. Mens 903.000 danskere fulgte med på TV 2, var der lidt flere, nemlig 1.000.000, der så finalen på DR1. Den intense finale, der først blev afgjort i den forlængede spilletid, resulterede i VM-guld til tyskerne, som de næste fire år kan bryste sig af at være verdensmestre i fodbold. 

Semifinalen mellem Brasilien og Tyskland på TV 2, der resulterede i et historisk nederlag for værtsnationen, blev samlet den næstmest sete kamp under dette års VM, da fodboldbraget trak 1.229.000 danskere til skærmen. Til sammenligning var der 1.176.000 danskere, der fulgte med i semifinalen på DR1 mellem Holland og Argentina. 

Også bronzekampen mellem Brasilien og Holland vakte interesse, og der var 928.000 danskere, der fulgte med på DR1, da Robben og Co. sikrede sig sejren over Brasilien, der måtte undvære Neymar.

Digitale VM-oplevelser hitter
TV 2 PLAY leverede under hele VM en udvidet fodboldpakke til danskerne, og med rekordmange nye abonnenter havde TV 2 PLAY i juni den bedste måned nogensinde. 

Med den brede dækning på vm.tv2.dk har danskerne fået leveret mål, highlights, reaktioner og fraklip under hele VM. Der er mange danskere, der har besøgt sitet i VM-perioden, hvor antallet af afspilninger er det største nogensinde. 

På webtv er klippet fra kampen, hvor Suarez bider italieneren Chiellini i skulderen, blandt de mest sete webtv-klip i VM-perioden. Også klippet, hvor Neymar får et knæ i ryggen i den skæbnesvangre kamp mod Colombia er på top ti over de mest sete klip.             

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}