Kongedag på kongeetapen

24. juli 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskerne er vilde med Tour de France. Så klart kan det siges efter onsdagens kongeetape i Touren, som trak mange mennesker ind på alle TV 2s Tour-platforme.

Carlos Sastre vinder på toppen af Alpe d'Huez og sikrer sig løbets gule førertrøje.

Carlos Sastre var den største vinder, da Tour-feltet i går, onsdag 23. juli, afgjorde årets sidste bjergetape på toppen af Alpe d’Huez. Men også TV 2s Tour-platforme havde masser at grund til at holde armene i vejret.

På skærmen fulgte knap 800.000 danskere med, da den lille CSC Saxo Bank-spanier trådte de sidste meter og jublende rakte armene i vejret i bevidstheden om, at han havde sikret sig løbets eftertragtede førertrøje.

De knap 800.000 seere er et af de højeste antal seere, der har været til Tourens absolutte kongeetape i de seneste år – og samtidig det højeste tal til afslutningen af en etape på Alpe d'Huez i mere end ti år.

Også på TV 2s Tour-site, tour.tv2.dk, sikrede opstigningen til Alpe d’Huez mange besøgende. Tour-sitet havde den mest besøgte dag i dette års Tour de France og den fjerdebedste dag nogensinde. Og samtidig kunne sporten.tv2.dk notere sig årets bedste dag.

Endelig blev "Tour de France-studiet" klokken 18.25 årets næstmest sete med 455.000 seere - kun overgået af "Tour de France-studiet" i søndags klokken 18.25, da Fränk Schleck havde erobret den gule førertrøje.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}