Kom med på "Mormors bordel"

26. oktober 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

To bedstemødre. To stærke meninger. Syv tankevækkende programmer. TV 2 har premiere på "Mormors bordel" torsdag 3. november kl. 20.50.


Der bliver diskuteret, så det brager, og prøvet grænser af, så det grænser til det absurde, når bedstemødrene Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted fra torsdag 3. november kl. 20.50 tager på en rejse ind i prostitutionens verden i syv programmer på TV 2.

De to damer er begge klummeskrivere og debattører og har hver især skarpe meninger om prostitution – og så er de rygende uenige om, hvad man skal gøre ved købesex i Danmark – skal det forbydes eller ej?

Suzanne Bjerrehuus siger nej – Karen Thisted siger ja.

- Jeg tror, at der er masser af sexarbejdere, der er glade for deres arbejde, og så skal man ikke blande sig. Karen vil ikke anerkende, at der er nogle kvinder, der ikke er stakler, siger Suzanne Bjerrehuus, der er imod, at man indfører et forbud mod købesex, som man har gjort det i Sverige og Norge. Hun mener i stedet, man skal bruge kræfterne på at tage hånd om de prostituerede, som har brug for hjælp.

Karen Thisted derimod er sikker på, at det skader kvinder at arbejde som prostituerede, og hun går ind for et forbud mod købesex.

- Jeg kan ikke holde ud, at jeg bor i et land, hvor der går sexslaver rundt. Og man kan ikke komme det til livs, medmindre man kriminaliserer prostitutionskunderne. Jeg håber, at det kan lykkes mig at overbevise Suzanne om, at købesex skal forbydes, siger Karen Thisted.

Se om rejsen ind i prostitutionens verden vil ændre Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisteds holdninger – og måske dine – fra torsdag 3. november kl. 20.50 på TV 2.

Se trailer for "Mormors bordel" her.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}