Held, lotto og livet efter den store gevinst

Mark Gardiner var en af de første store vindere i National Lottery i England. (Foto: Channel  Four / TV 2)

Mark Gardiner var en af de første store vindere i National Lottery i England. (Foto: Channel Four / TV 2)

25. februar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Britisk dokumentar følger lotteri-vindere, der pludselig kan vælte sig i penge, og som skal overveje deres fremtidige livsstil.

En 47-årig dansk kvindes Eurojackpot-gevinst på 315 millioner kroner har igen fået mange danskere til at tænke: Hvad ville jeg selv gøre, hvis jeg vandt en kæmpestor lotto-gevinst? Og hvad sker der egentlig for andre, hvis drøm går i opfyldelse, og som får mulighed for en helt anden og meget luksuriøs livsstil?

Det er emnet for den humoristiske og rørende dokumentar ’Held, lotto og livet efter den store gevinst’, som TV 2 sender søndag 1. marts kl. 22.30.

Det britiske National Lottery blev igangsat i 1994, og lotteriet har siden skabt flere end 2.500 millionærer. I den britiske dokumentar fortæller nogle af disse heldige vindere, hvad deres store gevinst kom til at betyde for dem.

Hvad købte de først? Hvem gav de penge til? Ændrede deres liv sig fundamentalt? Nogle vindere svælger i nyvunden rigdom og berømthed, mens andre oplever, at gevinsten giver dem problemer og store udfordringer. Programmet undersøger også organisationen bag et spillefirma, og dokumentaren møder en af de personer, der rådgiver lotto-millionærer om, hvorvidt de f.eks. skal stå frem i offentligheden.

Op- og nedture
Dokumentarfilmen dykker dybere ned i historien for nogle af lotto-vinderne gennem historien. Mark Gardiner, som var en af de første store vindere i National Lottery, har mærket både op- og nedture efter den pludselige rigdom, som han skulle forsøge at vænne sig til.

For cirka fem år siden vandt Tony 2,2 millioner britiske pund, men snart efter fik gevinsten alvorlige konsekvenser, da han blev skilt fra sin kone. Efterfølgende måtte han betale eks-konen næsten halvdelen af pengene.

Ray og Barbara Wragg vandt 7,6 millioner britiske pund, hvoraf næsten seks millioner pund siden er givet væk til familie, venner og velgørenhed. Deres gevinst har udelukkende bragt dem lykke, fortæller de i programmet.

Billede {0} af {1}