Fremgang til TV 2s stærke nichekanal-brands

12. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Den nye BAV-analyse viser, at ZULU er Danmarks mest vitale tv-brand, at NEWS er i top-tre på styrke, at CHARLIE viser fremgang, og at TV 2 FRI gør en meget flot entré på BAV-scenen.

TV 2s kanaler placeret i BAV-skemaet (her for 18-59-årige), hvor de stærkeste kanaler er placeret længst til højre, og de mest vitale tv-brands er placeret øverst - og hvor udviklingen fra 2012 til 2013 kan følges. ZULU er Danmarks mest vitale tv-brand, FRI positionerer sig stærkt på vitalitet og særpræg fra starten, NEWS vokser i styrke, men mister vitalitet, mens både CHARLIE og FILM har fremgang. I kanalernes respektive målgrupper står kanaler som ZULU (blandt de yngre) og CHARLIE (blandt seere over 50 år) endnu stærkere end i dette skema. Klik på diagrammet for at se det i dobbelt størrelse.

Årets Brand Asset Valuator-analyse (BAV) sætter en tyk streg under, at TV 2s nichekanaler placerer sig meget flot og overbevisende i det danske tv-landskab, når det gælder brandværdi.
 
Således er TV 2 ZULU fortsat Danmarks mest vitale tv-brand blandt unge og i aldersgruppen 18-59 år, TV 2 CHARLIE og TV 2 FILM viser fremgang, TV 2 FRI gør en flot entré på BAV-scenen efter kun få måneder på skærmen, og TV 2 NEWS vokser i styrke og vurderes af de 18-59-årige til at være landets tredje stærkeste tv-brand efter TV 2 og DR1.
 
- Vi er supertilfredse med resultaterne i årets BAV-undersøgelse. Vi synes selv, at vi råder over rigtigt stærke nichekanaler, og undersøgelsen viser, at danskerne opfatter kanalerne på samme måde, siger kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland.

Kanalchef Sune Roland, TV 2 Networks. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Involvering og fællesskab med seerne
Sune Roland er øverste chef for TV 2-kanalerne ZULU, CHARLIE, FRI og FILM – og han har fokus på involvering og stærkere fællesskab med seerne.

- På tværs af Networks-kanalerne arbejder vi rigtigt meget med at knytte endnu tættere bånd til vores seere gennem styrket involvering og direkte dialog. Her i foråret har vi startet første bølge på TV 2 FRI med ”Naturen Live”, som blev en stor succes i kraft af dialogen med vores brugere, siger Sune Roland og fortsætter:

- Senere på foråret tager vi det til nye højder med ”Naturen Live – Vores forår” og på ZULU med ZULU Awards, der mere end noget andet er seernes pris. I det strategiske arbejde med at bygge endnu stærkere fællesskaber omkring vores nichekanaler er årets BAV-resultater i dén grad medvind på rejsen.

TV 2 ZULU er Danmarks mest vitale tv-brand og vurderes meget højt på særpræg og styrke i stort set alle aldersgrupper - dog lidt mindre hos seere over 50 år, som det fremgår af BAV-skemaet vedrørende ZULU. Klik på diagrammet for at se det i dobbelt størrelse.

ZULU: Mest vitale tv-brand
I BAV-analysen lyser TV 2 ZULU igen op ved at cementere sin position som markedets mest vitale tv-brand – ikke alene hos de helt unge, men også i den brede aldersgruppe 18-59 år.

- Vi har lige gennemført en stor kvalitativ undersøgelse blandt vores seere, og det er meget bekræftende, at vores resultater her understøtter BAV-undersøgelsen. På ZULU elsker vi tv, og seerne elsker tydeligvis ZULU tilbage – det er vi virkelig på toppen over! I den næste tid arbejder vi med at invitere vores brugere endnu tættere ind i ZULUs stemning på tværs af platforme, skærme og virkelighed. Undersøgelserne bekræfter os i, at vi arbejder med en kanal, som er sjov og underholdende, og som brugerne virkelig gerne vil være en del af, siger Sune Roland.

Danskerne tilknytter bl.a. værdierne ’sjov’, ’bedre end konkurrenterne’, ’skiller sig ud’, ’modig’, ’visionær’, ’først med det nye’ og ’energisk’ på TV 2 ZULU.

CHARLIE: Varm underholdning med seeren i fokus
Når det gælder TV 2 CHARLIE, er der betydelig fremgang at spore i kanalens styrke – skabt ved fremgang i både anseelse og dominans.

- Vi har efterhånden at gøre med et rigtigt powerbrand i sin primære målgruppe af danskere over 50 år og en kanal, som har en stærk og loyal seeropbakning. Det kan vi også følge i kanalens seertal på dagligt plan, siger Sune Roland.

Når danskerne skal tillægge CHARLIE værdier, er det bl.a. ord som ’ægte’, ’skiller sig ud’, ’ubekymret’, ’charmerende’, ’ærlig’, ’nede på jorden’ og ’sjov’.

TV 2 FRI er vurderet i BAV-analysen efter kun fire-fem måneder på skærmen og har på kort tid placeret sig meget højt på særpræg - og dermed også på vitalitet. Denne vurdering af TV 2 FRI kommer fra stort set alle målgrupper undtagen unge i alderen 15-29 år, som det fremgår af BAV-skemaet. Klik på diagrammet for at se det i dobbelt størrelse.

FRI er klart positioneret fra start
Hos TV 2 har det været imødeset med spænding, hvordan den helt nye kanal TV 2 FRI ville blive modtaget af seerne i brandmålingen BAV, der er gennemført blot fire-fem måneder efter kanalens premiere.

Resultatet er klart og positivt: TV 2 FRI scorer højt på særpræg og vitalitet blandt danskere over 30 år. Styrken er derimod begrænset – hvilket er forventeligt for en ny kanal.

- TV 2 FRI er kommet på markedet med et meget tydeligt særpræg. Danskerne ved godt, at FRI har noget andet, end de kan finde på andre kanaler. Som det altid er tilfældet med nye kanaler, bliver fokus i den næste tid at bygge videre på de succeser, vi allerede har med programmer som ”Fantastiske fund” og ”Mit Danmark” med Troels Kløvedal, og lancere nye satsninger, der understøtter kanalens særlige plads i det danske tv-billede, siger Sune Roland og fortsætter:

- I den nærmeste fremtid kommer vi til at sætte os markant på årstiden. Hvis du vil smage, dufte og se det danske forår og alt det, det følger med, er du nødt til at besøge TV 2 FRI, når vi viser ”Årets dejligste have”, ”Naturen Live – Vores forår” og ”Peter og kolonihaven”.

TV 2 FRI kendetegnes ifølge BAV-analysen af bløde værdier som ’charmerende’, ’nede på jorden’, ’ligefrem’, ’anderledes’ og ’stigende i popularitet’.

TV 2 NEWS øger styrken …
Også TV 2 NEWS og TV 2 FILM er målt i BAV-analysen, og for TV 2 NEWS går det frem på styrken og tilbage for særpræg. Faktisk vurderes TV 2 NEWS af de 18-59-årige til at være nummer tre på styrke efter TV 2 og DR1.

At TV 2 NEWS er gået tilbage på særpræg, overrasker ikke kanalchef Mikkel Hertz, fordi 2013 var et særligt år for kanalen.

- TV 2 NEWS oplevede i 2013 en ny konkurrencesituation fra DR2, og det betød, at TV 2 NEWS primært anvendte kræfter og ressourcer på at bevare kanalens absolutte førerposition på den kontinuerligt stærke nyhedsopdatering. I denne nye konkurrencesituation har vi ikke prioriteret udvikling af epokegørende formater, siger Mikkel Hertz.

De værdier, som ifølge danskerne kendetegner TV 2 NEWS, er fortsat bl.a. ’først med det nye’, ’en leder’, ’uafhængig’, ’pålidelig’, ’energisk’, ’nyttig’ og ’stor præstationsevne’.

… og det gør også TV 2 FILM
TV 2s 24-timers-filmkanal TV 2 FILM får fremgang i 2013-udgaven af BAV-analysen. TV 2 FILM vurderes bedst og stærkest af danskere mellem 15 og 50 år.

BAV gennemføres årligt af Bates Y&R samt MEC.

---------------------

Læs også:

Seerne hæfter stærke værdier på TV 2

"Operation X" topper i brand-analyse

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}