Folketingsvalget 2011: Dødt løb mellem TV 2 og DR

16. september 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyhedsdirektør Michael Dyrby er stolt over TV 2s valgaften, hvor seerne fik hurtige og rigtige resultater, en flot præsentation samt de første og gode interviews med partilederne.

Seertallee minut-for-minut på valgdagen og aftenen på TV 2 og TV 2 NEWS (blå kurve) og DR1 og DR Update (rød kurve). Som det ses, var TV 2-kanalerne mest set indtil ved 22-tiden. (Kilde: Gallup TV-Meter)


For første gang i mange år var der dødt løb mellem tv-stationerne på en valgaften. I det tidsrum, hvor tv-stationerne begge sendte valgaften – klokken 17.00-01.43 var der i gennemsnit 663.000 seere på TV 2 og TV 2 NEWS og 669.000 seere på DR1 og DR Update.

På det tidspunkt hvor flest danskere så med, var det samlede seertal på kanalerne knap 2,1 millioner.

- Danskerne fik en særdeles flot valgaften på begge kanaler. Det var dynamisk, flot og velproduceret, og jeg er sikker på, at den tætte tv-dækning af dansk politik er medvirkende til en af de højeste stemmeprocenter blandt danskerne i mange år, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

Hver dansker brugte i gennemsnit 2 timer 37 minutter på at se valg-tv og nyheder torsdag 15. september på TV 2, TV 2 NEWS, DR1, DR Update og DR2. Blandt de 21-50-årige var TV 2 og TV 2 NEWS de foretrukne valgkanaler.

På valgdagen var stillingen mellem de to tv-stationer klart i TV 2s favør i dagtimerne. Mellem klokken 17 og 19 havde TV 2-kanalerne i gennemsnit lidt flere seere end DR1 og DR Update, og det samme var tilfældet klokken 19-22. Mellem klokken 22.00 og resten af valgaftenen og natten havde DR-kanalerne flere seere end TV 2.

- Jeg er meget tilfreds med TV 2s valgaften. En superflot produktion, der brød nye grænser, med veloplagte værter og stærke reportere, og vi havde de første og afgørende interviews med de fleste partiledere. Vi var hurtige med resultater, og vores exit polls og prognoser ramte tæt på plet og var meget stabile hele aftenen, siger Michael Dyrby.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


TV 2 leverede også en række nyskabelser i sin valgdækning, f.eks. 3D-grafik og regionale nyheder i bunden af tv-skærmen.

- Blandingen af de store nationale historier og seneste nyt fra seernes egen region var en velfungerende nyskabelse, siger Michael Dyrby.

Vinderen i valgkampen: TV 2 NEWS
Set over hele valgkampen er der imidlertid ikke tvivl om, hvem der er vinderen blandt landets tv-kanaler. Det er nemlig TV 2 NEWS, som under 21 dages valgkamp har forøget sin seerandel blandt danskerne med 22 procent i forhold til ugerne før valgkampen. I forhold til valgkampen 2007 er TV 2 NEWS’ seerandel vokset til det tredobbelte.

I de tre uger med valgkamp har TV 2 NEWS været Danmarks femtestørste kanal, og det er væsentligt bedre end den 7. plads på tv-hitlisten, som TV 2 NEWS har haft i de første otte måneder af 2011. Hver NEWS-seer har under valgkampen brugt 55 minutter om dagen på at se TV 2 NEWS mod de sædvanlige 43 minutter.

Rekord på tv2.dk
Også tv2.dk har nydt godt af valgkampen og valgdagen. Med 787.300 unikke besøg blev 15. september 2011 den hidtil største dag på tv2.dk. Den tidligere rekord var på 665.116 unikke besøg, og den stammede fra 2. februar 2010, hvor der var snestorm over Danmark.

Det var især valgdækningen på nettet, der gav høj trafik. Nyhederne.tv2.dk havde alene 480.555 unikke besøg på valgdagen – uden sammenligning den bedste dag nogensinde. TV 2s holdningstest på nettet er nu taget knap 1,5 mio. gange – alene 111.665 gange på valgdagen.

At mobilen er blevet en naturlig del af danskernes hverdag – også i forbindelse med at blive oplyst omkring valg – ses af, at 24 procent af besøgene på valget.tv2.dk i hele valgperioden er mobiltrafik primært drevet fra TV 2s nyheds-app.

----------

Læs alle nyhederne om TV 2s valgdækning her.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}